Vigtige ændringer i restaurationsloven

Den. 1. juli 2017 trådte en række ændringer og lempelser af restaurationsloven i kraft. Ændringerne er udtryk for en klar imødekommelse af en række af de ønsker, DRC i en årrække har haft til loven.

DRC har samlet en oversigt over de væsenligste ændringer, som branchen fremover skal indrettes efter.

Bevilling
Det indskærpes, at en normal bevilling gælder for 8 år, men efter omstændighederne kan begrænses til 2 eller 4 år. Dette indebærer, at den efterhånden udbredte uskik med at give halvårlige eller helårlige bevillinger falder væk – hvis bevillingsnævnet ikke har tillid til, at en forretning kan overleve i min. 2 år, så bør ansøgningen altså afslåes. Ændringerne er gennemført på forslag fra DRC.

Bevillingsnævnene skal fremover også tælle et sagkyndigt medlem – gerne med økonomisk indsigt. I København også en uafhængig jurist eller advokat. Begge dele stillet som forslag fra DRC til styrkelse af nævnet og som man kender det fra andre nævn.

Alderskravet for opnåelse af alkoholbevilling og for bestyrere sænkes, således at man kan få bevilling, når man er fyldt 21 år eller 18 år, såfremt man har afsluttet en uddannelse indenfor hotel- og restaurationsfaget.Også en ændring, der imødekommer DRC’s ønsker.

Man kan som hidtil ikke få bevilling, hvis man har en forfalden gæld til det offentlige på kr. 50.000,- eller derover, men nyt er tilføjelsen om, at det skal være gæld der stammer fra restaurationsdrift. Man kan altså godt have oparbejdet anden gæld, f. x. skattegæld andetsteds, uden at det udelukker en bevilling – ikke en bestemmelse DRC umiddelbart finder hensigtsmæssig.
Til gengæld er vi meget tilfredse med tilføjelsen om, at man kan se bort fra betingelsen om forfalden gæld, hvis der indgået henstands- eller afdragsordning - det har i mange år været DRC’s opfattelse, at afdrags- og henstandsordninger netop ikke er forfalden gæld!

Som hidtil kan bevillingsnævnet beslutte, at andre ansatte eller kategorier af ansatte udover bestyrere og dørmænd skal være godkendt af politiet. Nyt er, at en sådan godkendelse fremover gælder for 5 år og for hele politikredsen.

Aldersgrænsen ved lejlighedstilladelser følger med ned fra 25 år til 21 år, men øvrige ønsker om lempelser i kravene til lejlighedstilladelse frarådede DRC af konkurrencemæssige grunde.

Omkring udlevering af stærke drikke i forretningslokaler og på udstillinger, har dette kun kunnet foregå, såfremt der var tale om  vederlagsfri udlevering. Men især på udstillinger har omfanget af smagsprøver – og vel også varernes værdi – efterhånden antaget et sådant omfang, at loven nu tillader udlevering af smagsprøver på stærke drikke til kunder, såfremt den erhvervsdrivende ikke opnår fortjeneste derved.

Unge under 18
Spørgsmålet om ansættelse af unge i restaurationsvirksomheder har gennem en årrække været en af DRC´s vigtigste mærkesager, som DRC gennem årene har drøftet med skiftende erhvervsministre. Men NU er det en realitet og fremover gælder 2 regler:

1. På serveringssteder med servering af stærke drikke kan personer mellem 15 og 18 år, der ikke er omfattet af undervisningspligten, beskæftiges i perioden kl. 6.00 – 20.00

2. På serveringssteder, hvor hovedformålet  er madservering, og hvor servering af stærke drikke sker i forbindelse hermed, kan de unge ansættes i perioden kl. 6.00 – 22.00, hvis de alene er beskæftiget med afrydning, opdækning, rengøring, modtagelse af bestillinger samt også servering af stærke drikke under opsyn af en person over 18 år

Reglerne gælder også fremover næringsdrivende, der i væsentligt omfang fremstiller eller forhandler stærke drikke, og som udleverer smagsprøver fx på udstillinger. Den unge må dog ikke være beskæftiget med udlevering af stærke drikke.

Yderligere oplysninger kan indhentes i Sekretariatet. Vær opmærksom på at der er nye regler, hvis I får besøg af jobpatruljen i sommerlandet!