VILJEN TIL AT ARBEJDE

Hun er kendt fra succesrestauranten LêLê på Vesterbrogade i København, der banede vejen for det vietnamesiske køkken på den danske madscene og med tiden har vokset sig større. Hun har haft sit eget tv-program og udgivet kogebøger. Det er den ene fortælling om Anh Lê. Den anden fortælling om Anh Lê er fortællingen om en bådflygtning, der kom til Danmark i 1979 sammen med sine forældre og tre brødre.

Anh Lê var fem år gammel, da familien forlod det krigshærdede Vietnam og gennemlevede en flugt, der var hårdere end de fleste kan forestille sig, og som endte i Nordjylland et år senere. At være udsat for krig og at flygte opleves forskelligt. Det ene traume er stærkere end det andet, og tiden det tager at bearbejde varierer ligeledes fra person til person. Men det man har til fælles er, at man glemmer fortiden og forsøger at bygge en ny fremtid. Sådan var det for Anh Lê og de vietnamesiske venner, der dengang var flygtet ad samme vej. Hun sammenligner det at flygte til et nyt land som en nærdødsoplevelse. Oplevelsen af en tunnel, hvor man pludselig ser lys og håb forude.

- Så begynder man at kæmpe. Og så tager man de muligheder der er, siger hun med en fasthed i stemmen.

Forskellen på dengang og nu er, at vi har langt flere muligheder i dag.

- Der er jo masser af jobs i modsætning til dengang. København er jo fantastisk. Restaurationsbranchen boomer, men arbejdskraften kan ikke følge med. Efterspørgslen er enorm. Så selvom det er blevet lidt lettere at finde medarbejdere, så kan udbuddet slet ikke levere det, siger Anh Lê.

Hun fortæller om barndommen, hvor hun ikke så meget til forældrene, der tog flere jobs for at kunne forsøge familien og dække de mest nødvendige behov. Om hvordan de var lykkelige for alle de jobs de kunne få, selvom det var de laveste på rangstien. Det var vilkårene dengang. Det var svært at få job. Ikke kun for Anh Lês forældre, men for de fleste danskere i 1980’ernes lavkonjunktur. 

- Alting var dyrt, og sammenlignet med i dag blev man ikke givet mange goder. Vi var måske heldige i den forstand, at kartoffelkuren var medvirkende til, at vi flygtninge såvel som danskere, generelt sled mere og ydede mere, for at få det til at løbe rundt. For os betød det, at vi lærte dansk på meget kort tid og fik opbygget et netværk i lokalsamfundet. Problemet med et job i dag er, hvis et job i servicebranchen ikke kan betale sig, siger en kvinde som ved, hvad det vil sige at yde og arbejde for de goder hun kan tillade sig i dag.

Anh Lê peger på et velfærdssystem, der gør at servicebranchen i dag ikke er attraktivt nok.

- Vi kæmper for at finde medarbejdere, og vi restauratører tager medarbejdere fra hinanden. Tidligere sloges vi om  svenskerne og østeuropæerne, som var de eneste der var villige til at arbejde i restaurantionsbranchen. Så restaurantionsbranchen vil være lykkelig, hvis der kom nogen og sagde, at de gerne vil arbejde. Det har vi efterspurgt i 15 år. Men hvis vi samtidig har et system, hvor det ikke kan betale sig, så får vi ingen folk i arbejde – hverken danskere eller flygtninge.

MOTIVATIONEN SKAL SKABES POLITISK

Det handler i Anh Lês optik om, hvordan man tager imod flygtninge. At Danmark i højere grad bør arbejde mere målrettet på at få flygtninge i job og skabe et incitament for at ville tjene pengene selv.

-  Det er jo de færreste, som drømmer om at sidde i en lejlighed dagen lang. Det er der ingen, der kan holde til. Min erfaring er, at folk gerne vil have et arbejde og ud blandt andre mennesker. Derfor skal vi gøre det lettere for flygtninge at komme hurtigere i job. Hvis vi pakker dem væk med en månedlig check i hånden, så kommer de aldrig i gang. Hvis man derimod ved, at man skal klare sig selv og har viljen, så skal man nok få det job, siger den tidligere flygtning Anh Lê.

Hun har oplevet sine forældres viljestyrke og har også selv prøvet at startet forfra fra bunden i restaurationsbranchen. Som nyudklækket markedsøkonom forfulgte hun en mangeårig drøm og flyttede til Frankrig. Hun talte ikke fransk og startede derfor i opvasken, hvorfra hun arbejdede sig op ad rangstien i takt med, at hun fik bevist sit værd og ordforrådet voksede.

Iværksætteren og restauratøren Anh Lê mener, at det handler om at skabe nogle rammer, hvor branchen kan være med.

- Jeg ville elske at tage flygtninge ind. Det ligger mig så nært. Samtidig hviler der et stort ansvar på mine skuldre, og jeg er også nødt til at forholde mig til de barrierer der er. Jeg skal have min forretning til at køre rundt. Jeg kan godt arbejde for to skåle ris om dagen – det gjorde mine brødre og jeg de første ni år – men det kan vores 170 ansatte ikke. De skal have en løn. Det er et stort ansvar, pointerer Anh Lê.

Hun understreger, at det for hende ikke handler om at få den billigste arbejdskraft, men at få motiverede medarbejdere, som møder op (til tiden) og har lyst til at møde op. Det handler ligeledes om at have råd til at investere de nødvendige ressourcer som en grundig oplæring kræver, når man får udenlandske medarbejdere, der ikke kender og forstår de danske regler og standarder. Det skal således også kunne betale sig for restauratøren. Hun lægger ikke skjul på, at restaurationsbranchen er hård og at man som iværksætter må være villig til at slide. Hun afslører, at hun med den viden hun gennem årene har opbygget omkring den danske restaurationsbranche, ikke ville starte forretning i Danmark i dag.

- Vi var heldige, at vi var unge, mine brødre og jeg. Vi havde en tilpas tilstand af sindssyge til ikke at være bekymret og bange, og den passion og vilje, der måske gør at vi er nået hertil, konstaterer hun og tilføjer:

- Restaurationsbranchen er ikke for voksne, men vi havde et mål. Vi ville gerne præsentere vietnamesisk mad, og så har det grebet om sig. Jeg har gjort det, fordi jeg elsker det og havde en passion. Vi er fem ejere til at løfte opgaverne, men det skal kunne betale sig for alle. For mange regler dræber ånden.

Hendes udtalelser skal ikke tolkes som en klagesang, det ligger ikke til Anh Lê. Derimod skal det forstås som en øjenåbner for, at man ved at skrue på de rigtige knapper, kan gøre det lettere og øge sandsynligheden for ansættelser af flygtninge og andre tilflyttere i den danske restaurationsbranche.

SAMFUNDSPERSPEKTIVET

Restaurationsbranchen er i forvejen kendetegnet ved at beskæftige mange udlændinge, og branchen har masser af jobmuligheder at tilbyde. I LêLê har de 24 forskellige nationaliteter ansat.
Arbejdspladsen er en vigtig brik i at etablere et netværk og skabe en fornuftig fremtid i Danmark.

- Vi bruger rigtig meget tid på at skabe nogle trygge rammer for vores ansatte. Vi giver vores ansatte mulighed for at udvikle sig og gør det let at rykke til anden position i firmaet, fortæller Anh Lê.

Det handler ikke om gode gerninger. At skabe jobmulighederne for flygtninge og udlændige i restaurationsbranchen vurderer Anh Lê som en samfundsmæssig gevinst.

- Der er masser af eksempler i branchen på udlændinge, der har skabt en god forretning. Og bølgerne med den svenske og østeuropæiske arbejdskraft har været fantastiske for den vækst og opblomstring, vi har oplevet de seneste mange år.

Hun minder om, at selvom der er forskel på sygeplejersker og restauratører, og at restaurantbesøg er en livsstil og en gode, så er det med til at holde hjulene i gang. Det er bl.a. restaurationerne og den gastronomiske udvikling, der er med til at trække turister til landet.

Anh Lê mener, at det er op til politikerne at knække koden og finde en balance, hvor det kan betale sig at arbejde i servicebranchen og hvor man som restauratør samtidig kan opretholde og drive en ansvarlig virksomhed. For hende er løsningen mindre moms på råvarerne og mindre skat. I forhold til flygtninge og andre jobsøgende handler det om vilje og om at skabe en motivation.

__

Forfatter: Pernille S. Asmussen
Foto: Philip Ørneborg, alle madbilleder er taget af Anders Hviid