Airbnb genererede 4,2 milliarder kroner til dansk turisme i 2018

Turisme med Airbnb smitter massivt af på lokalsamfundene verden over. Det viser nye data, som Airbnb har offentliggjort. I alt sætter turisme via Airbnb et økonomisk aftryk på mere end 655 milliarder kroner i de 30 mest populære Airbnb-lande – penge som går direkte til butikker og virksomheder i lokalsamfundene og selvfølgelig til Airbnb-værterne.

I Danmark alene har Airbnb-gæster i 2018 genereret et estimeret økonomisk fodaftryk på mere end 4,2 milliarder kroner – eller hvad der svarer til 13 millioner kroner om dagen – fordelt på 3,3 milliarder kroner på gæsteforbrug (mad, drikke, shopping etc.) og 950 millioner som Airbnb-værterne har tjent på at huse de mange gæster, som sidste år besøgte Danmark.

De nye data er baseret på en spørgeundersøgelse med svar fra over 237.000 værter og gæster samt data fra Airbnb’s interne systemer. Undersøgelsen viser, at hver fjerde Airbnb-gæsteankomst i Danmark er danskere som rejser i Danmark, og at både nationale og udenlandske turister i gennemsnit bruger 925 kroner i de nabolag, hvor de bor under deres rejse.

DRC direktør Torben E. Hoffmann Rosenstock er glædeligt overrasket over denne udvikling, som i den grad kommer restaurationsbranchen til gavn. Han udtaler således:

”Jeg er overrasket over, at omsætning, genereret af Airbnb-gæsters forbrug, bidrager til økonomien hos de danske restaurationsvirksomheder i det omfang, som data her indikerer. Restaurantmarkedet er vokset støt i mange år, og det samme er konkurrencen. Derfor arbejder mange restauratører meget hårdt på at opretholde deres omsætning eller – hvis muligt - ramme væksten i de forventede omsætningsmål. Jeg antager, at den brede vifte af kvalitetsrestauranter er en blandt mange grunde til, at turister vælger at besøge Danmark. Turismen er afhængig af en finansiel sund restaurationsbranche, ligesom branchen er afhængig af turismen," udtaler han.

Læs mere her.