Copenhagen Cooking & Food Festival 2020 er aflyst

Arrangørerne bag Københavns store madfestival, Copenhagen Cooking & Food Festival, meddeler, at årets festival er aflyst. Copenhagen Cooking & Food Festival vender tilbage til næste år, hvor festivalen afholdes fra den 20. - 29. august.

Årets store madbegivenhed i København, Copenhagen Cooking & Food Festival, er aflyst. Festivalen skulle have været afholdt den 21. - 30. august 2020. Men set i lyset af corona-situationen og myndighedernes udmelding om forbud mod større arrangementer henover sommeren, ser arrangøren bag festivalen ingen andre muligheder end at aflyse.

”Vi havde glædet os utrolig meget til at fejre den københavnske madscene og byens fantastiske spisesteder. De seneste uger har vi alle sammen vænnet os til at være sammen hver for sig. Derfor havde vi glædet os ekstra meget til årets festival, hvor vi skulle have samlet 1500 glade mennesker til langbordsmiddag ned ad Frederiksberg Allé, lavet marked med lokale københavnerproducenter midt på Israels Plads og afholdt middage på gader, stræder og gode spisesteder rundt i hele byen”, udtaler festivaldirektør Stine Lolk.

Copenhagen Cooking & Food Festival har været afholdt hvert år siden 2004. Programmet består bl.a. af Frederiksberg Høstfest, en festivalplads ved TorvehallerneKBH samt spiseoplevelser hos mange af byens restauranter og kulturinstitutioner.

”Festivalen er et højdepunkt for mange i branchen og for københavnerne. Så nu ser vi fremad og går i gang med at planlægge et forrygende program til næste år. Vi glæder os til at vende stærkt tilbage i 2021”, siger Stine Lolk.

Fokus på at støtte branchen
Restaurationsbranchen er blandt de hårdest ramte som følge af corona-pandemien, og udsigten til en genåbning af branchen vil sandsynligvis komme med visse restriktioner. Den kommende tid vil teamet bag Copenhagen Cooking & Food Festival derfor bruge alle sine kræfter på at støtte branchen og få gang i hjulene.

”Madbranchen gennemgår en vanskelig tid. Der er mere end nogensinde brug for, at vi støtter en branche, som betyder så meget for danske arbejdspladser, turismen og danskernes livskvalitet. Derfor vil vi nu bruge vores kræfter på at hjælpe branchen på fode igen. København er kendt for sit høje niveau af restauranter. Det skal vi blive ved med at være - også efter corona-krisen”, udtaler festivaldirektør Stine Lolk.

Copenhagen Cooking & Food er ti dages fejring af den københavnske gastro-scene. Festivalen finder sted næste gang den 20.-29. august 2021.