Danske restaurantgæster er vilde med økovin

To lys på et bord og en god flaske rødvin har for mange danskere altid været obligatoriske dele af et vellykket restaurantbesøg. Men de seneste par år er det i stigende grad økovin, der bliver hældt i glasset fremfor traditionel vin. Salget af økologisk vin er nemlig vokset markant på de danske restauranter. En af de store leverandører herhjemme, Østjysk Vinforsyning, har øget andelen af økologisk vin fra fire procent af omsætningen i 2015 til 11 procent i 2016.

– Tidligere var der næsten ingen salg af økovin, men i dag udgør salget til restaurationsbranchen en markant større del af det samlede marked. Så det ser dermed ikke ud til, at danskernes store interesse for økologi begrænser sig til frugt og grønt. Den omfatter også varer som vin ved restaurantbesøg, fortæller Peter Schaltz, der er direktør hos Østjysk Vinforsyning.

Sammen med en stor interesse for økologiske druer hos restauranterne er efterspørgslen på økovin også steget i detailledet, men her fylder andelen dog mindre af det samlede marked end hos restauratørerne.

På trods af allerede flotte salgstal forventer Peter Schaltz fortsat massiv fremgang i salget af økovin i de kommende kvartaler og år.