Det Økologiske Spisemærke vækker opsigt i udlandet

Det Økologiske Spisemærke, der viser andelen af økologiske varer i professionelle køkkener, kan med sit nu 10-års jubilæum glæde sig over, at mærket ikke blot har medført mere økologi til danskerne, men ligeledes har medvirket til større interesse og efterspørgsel i udlandet.

Med Det Økologiske Spisemærke har de danske restaurationer siden 2009 kunnet gøre deres kunder opmærksomme på, hvor stor en andel af de indkøbte føde- og drikkevarer der er økologiske. Det Økologiske Spisemærke findes i tre udgaver; guld (90-100%), sølv (60-90%) og bronze (30-60%).

Ifølge Fødevarefokus ligger den danske restaurationsbranche væsentligt højere på skalaen end vores nabolande, når det kommer til brugen af økologi.

At Danmark er førende på den økologiske front, vidner om danskernes interesse for at tage miljømæssige hensyn, hvilket restaurationer med Det Økologiske Spisemærke i den grad kan imødekomme. Mærket skaber desuden ”(…)motivation i køkkenet og incitament til at øge andelen af økologiske fødevarer”, siger fuldmægtig i Fødevarestyrelsen, Gregers Hummelmose, med ansvar for Det Økologiske Spisemærke.

Danmark inspirerer i udlandet
Det Økologiske Spisemærke, og det dertilhørende stigende fokus på økologi, har desuden vækket positiv opsigt i udlandet, og har sågar inspireret lande såsom Sverige, Norge, Østrig, Frankrig og Storbritannien til at efterfølge den danske model.

”Den danske model er blevet så succesfuld, at den efterspørges flere forskellige steder i udlandet, og det skaber mulighed for nye eksportforbindelser. Vi bidrager med vores viden og erfaring om spisemærkets udvikling i Danmark til dem, der spørger, og det kan smitte af på den danske eksport af økologiske fødevarer. Man kan tale om en form for systemeksport”, siger Gregers Hummelmose.

Ifølge tal fra Fødevarefokus har omtrent 2600 af landets restaurationer benyttet sig af Det Økologiske Spisemærke.
Du kan her se Fødevarestyrelsens liste over, hvilke af landets restaurationer, der har hvilke mærker.

Kilde: Det Økologiske Spisemærke