DRC bakker op om Trygt Natteliv

Sig fra – søg hjælp – anmeld det. Med disse råd opfordrer DRC og Københavns Kommune de unge til at tage medansvar i kampen mod diskrimination i nattelivet.

Copenhagen Pride Week – er festen, som samler København i mangfoldighedens navn. Det er dog desværre ikke alle, der oplever den ønskede mangfoldighed i nattelivet. Mange unge oplever nemlig at blive forskelsbehandlet eller diskrimineret grundet deres køn, etnicitet, religion, handicap, seksuel orientering m.m.

Tallene taler deres klare sprog; blandt de unge københavnere, der har oplevet at blive diskrimineret, har hele 46 pct. oplevet diskriminationen i nattelivet. En af de udsatte er den 21- årige blogger og studerende Amailie Wessel, som bl.a. beskriver sine oplevelser med følgende ord:

”Frygten bliver virkelig, når jeg går sammen med min ven og hans kæreste, og en gruppe unge i Indre By råber efter mig, hvorfor jeg gider gå i byen med to bøsserøve? Frygten bliver virkelig, når mennesker, jeg holder af, fortæller mig, at de er blevet spyttet efter på gaden”.

Du kan læse om flere personlige episoder på Amalie Wessels blog her.

DRC bakker op
DRC bakker op om Københavns Kommunes nye kampagne, Trygt Natteliv, der opfordrer unge til at tage medansvar og behandle hinanden ordentligt. Desuden skal den oplyse unge om, hvad man kan stille op, hvis man står som vidne til diskrimination i nattelivet. Kampagnen bakkes også op af beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning- Skovgaard (V), som udtaler:

”Alle skal behandles ordentlig af deres medgæster, når man går i byen. Vi vil med kampagnen få de unge københavnere, som ikke selv oplever diskrimination, til aktivt at vise, at de ikke finder sig i, at andre bliver behandlet dårligt. Det er et fælles ansvar at blande sig og sige fra, og det vil vi gerne have flere unge til at gøre”.

Derfor har Københavns Kommune udformet tre konkrete råd til at bekæmpe diskrimination i nattelivet – dem kan du læse om her.