DRC bakker op om udvidet udeservering

SF’s beskæftigelsesordfører i Københavns Borgerrepræsentation, Astrid Aller, foreslår at København inddrager parkeringspladser til fordel for restauranter og cafeers mulighed for at udvide udeservering. Et forslag som DRC bakker op om.

Restaurationsbranchen er blandt de hårdest ramte som følge af corona pandamien, og udsigten til en genåbning af branchen vil sandsynligvis komme med visse restriktioner. Alt tyder på, at udeservering vil få stor fokus i en genåbning af branchen, i og med at risikoen for smittespredning er mindre udendørs.

Derfor vækker et forslag fra Astrid Aller fra SF i København også stor interesse, da hun i en artikel i Berlingske foreslår, at man midlertidigt inddrager parkeringspladser til udeservering.

Jeg foreslår derfor, at Københavns Kommune for det første laver en fast track-ordning for behandling af tilladelser til udendørsservering, således at alle i udgangspunktet kan få det, hvis de blot søger. For det andet skal restauranterne have lov til at inddrage gadeparkering til udendørsservering for at skabe et større udendørs areal,” udtaler hun til Berlingske og tilføjer:

Når man går en tur i nogle af brokvartererne, er det tydeligt, at rigtigt mange restauranter og cafeer uden udeservering har parkeringspladser foran, som kan inddrages.”

DRC bakker fuldt op om forslaget, og ser det som et rigtig godt bud på, hvordan man kan forbedre forholdene for branchen, der fortsat efter en genåbning vil have brug for hjælp til at skubbe gang i omsætningen igen.

DRC håber derfor, at forslaget bliver vedtaget i København og at andre kommuner vil lade sig inspirere og se på mulighederne for at øge antallet af udeserveringer rundt om i hele landet.