DRC er bæredygtighedspartner på årets Folkemøde

Folkemødet skal gøres mere bæredygtigt. Derfor har foreningen Folkemødet, som noget nyt i år, oprettet ny kategori for partnerskaber: Bæredygtighedspartnere. En kategori, som DRC og Stop Spild Af Mad er en del af.

DRC er i år stolt bæredygtighedspartner til Folkemødet og skal sammen med Selina Juul fra Stop Spild Af Mad være med til at udvikle og lede dagsordenen til 'Folkemødet Mod Madspild'.

Formålet med den nye partnerskabskategori er ifølge souschef i Foreningen Folkemødet Jørgen Jepsen:

"Med Verdensmålene som tema for årets Folkemøde har vi kigget indad og set på, hvordan vi kan gøre Folkemødet mere bæredygtigt. Vi har ikke al den nødvendige viden selv. Derfor allierer vi os med eksperter, dygtige organisationer og arrangører, som ved mere end os, og som kan hjælpe os med at udvikle Folkemødet. Både i forhold til det praktiske, men samtidig for at skabe det indhold, der skal være med til at løfte den bæredygtige udvikling fremadrettet", siger han til TV2 Bornholm.

I DRC er vi rigtig glade for muligheden og håber, at festivalgæsterne og spisestederne i Allinge er med os og vil tage godt imod de nye tiltag mod madspild.

Læs hele artiklen fra TV2 Bornholm her.

Fotokreditering: Foreningen Folkemødet