DRC på folkemødet

Torsdag aften mødes Jakob Scharff, Naser Khader, Bent Bøgsted, Maja V. Hesselholt og Torben Rosenstock til debat om restaurationsbranchens mangel på arbejdskraft.

Om tre dage starter Folkemødet på Bornholm og vi kan næsten ikke vente. Torsdag aften debatterer DRC vækst, rekruttering og integration i restaurationsbranchen, i Turismeministeriet på Kampeløkke Havn. Læs mere under invitationen.

Mad er et universalsprog og restaurations- og cateringbranchen er en åben branche, som samler alle kulturer under samme emhætte. I branchen er der talrige eksempler på at medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk, socialt udsatte m.fl. finder vej ind i det danske fællesskab via køkkengulvet.

Restaurations- og cateringbranchen skaber vækst og er den sektor, der siden finanskrisen har genereret flest nye jobs i det danske samfund. Men adgangen til at rekruttere nye medarbejdere besværliggør væksten og flere steder i branchen har man store problemer med at finde de rigtige medarbejdere.

Debatten sætter fokus på rekrutteringsbehovet i en branche, der kan arbejde med alle kulturer og nationaliteter og skabe menneskelige succeshistorier. Er de politiske modeller der skaber forudsætninger for en vellykket integration tilstrækkelige? Er det politisk opportunt at udpege brancher der, som restaurationsbranchen, der arbejder succesfuldt med integration af medarbejdere og give dem en bredere adgang til at rekruttere mere frit, både ud fra et integrations- og vækstperspektiv?

Paneldeltagere:

Maja Volquards Hesselholt, direktør ISS Catering
Jakob Scharff, branchedirektør DI
Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti
Naser Khader, Det Konservative Folkeparti
Torben E. Hoffmann Rosenstock, direktør DRC