DRC på talerstolen i FN Forum

DRC var i denne uge repræsenteret ved UN Forum on Business & Human Rights i Geneve, hvor vi var inviteret til at fortælle om brancheinitiativet REGA.

Den 30. maj i år lancerede DRC det nye brancheinitiativ REGA. REGA er et samarbejde mellem restauratører, der ønsker at løfte kvaliteten af deres arbejde med samfundsansvar (CSR).

Med REGA stiller restauratørerne garanti for, at de arbejder fokuseret på at drive ansvarlig virksomhed med fokus på social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Kernen af REGA handler om respekt for menneskerettighederne, at beskytte miljøet og at forebygge korruption. Således er REGA et kvalitetsstempel, der kendetegner og garanterer en høj standard, som bringer branchen helt i front med CSR.

De første i verden
REGA er (os bekendt) verdens første brancheinitiativ, der målrettet arbejder med samfundsansvar. Det er siden lanceringen blevet taget rigtig godt imod. Vi oplever en stor anerkendelse overfor de virksomheder, der er gået ind i fællesskabet, og der er generelt en stor interesse for REGA - både i og uden for branchen, i indland og udland.

Initiativet har i sin relativt korte levetid givet REGA taletid ved flere arrangementer, herunder også i store internationale fora, som World Food Summit og senere Responsible Hospitality Day.
I denne uge rejste REGA’s talsperson Kim Rahbek Hansen og DRC’s CSR-konsulent og projektleder på REGA, Lea Marie Juliussen, til Geneve, hvor de var inviteret til at fortælle om branchesamarbejdet og REGA-virksomhedernes arbejde med menneskerettighederne ved det årlige UN Forum on Business & Human Rights.

Mod til at gå forrest
Invitation til årets UN Forum er et kæmpe skulderklap til alle REGA-virksomhederne, der går forrest i arbejdet med og ønsket om at skabe en samfundsansvarlig og bæredygtig restaurationsbranche i Danmark. Med REGA tror vi i DRC på, at vi ved at løfte vores samfundsansvar kan skabe tillid til branchen, gladere medarbejdere og endnu mere tilfredse kunder.

REGA tæller i dag 16 virksomheder, der tilsammen repræsentere ca. 10 pct. af branchens medarbejdere. I takt med at initiativet udvikles, forventer vi at kunne rumme flere nye REGA-virksomheder og inspirere hele branchen i arbejdet med ansvarlighed.

Læs meget mere om REGA og REGA-virksomhederne på regadk.dk.