Er du Danmarks bedste ostekok?

Mejeriforeningens ostekampagne Ost & ko har udskrevet den ultimative ostekonkurrence, som udfordrer Danmarks skarpeste kokke i den vigtige disciplin ”Danmarks bedste osteret”. 

Om osten indgår i forret, hovedret, dessert eller som del af et rullende ostebord er underordnet i konkurrencen, så længe de valgte oste er danske, og retten i øvrigt kan slå benene væk under de benhårde dommere. Vinder-retten præmieres med 20.000 kroner ved konkurrencens kåring den 2. december i København.

Ost & ko er en oste-kampagne finansieret af Mejeriforeningen, som har til formål at oplyse, uddanne og inspirere danskerne om og inden for danske oste, ostekultur og dansk mejeri-iværksætteri.

”Vi oplever en voksende interesse fra topkokke, når det kommer til ostekategorien. Fx kokke som Paul Cunningham på Henne Kirkeby Kro, der udvikler egne bud på oste sammen med Them Mejeri, eller Christian Puglisi, der laver egen burrata på Bæst. Ligesom vi med glæde ser, at restauranter landet rundt tager de danske ostetyper – nye som gamle - til sig og inkorporerer dem i helt nye konstellationer. Den udvikling vil vi selvfølgelig gerne skubbe endnu mere på for og ikke mindst præmiere,” forklarer Lars Witt, marketingmanager i Mejeriforeningen.

I dommerpanelet står de fire erfarne dommere Helle Brønnum Carlsen, madanmelder på Weekendavisen, Lærke Kløvedal, madanmelder på Politiken og Søren Frank, madanmelder på Berlingske, sammen med kok og Latin America’s Best Female Chef 2016 Kamilla Seidler med tornhøje forventninger til de danske oste, der det seneste årti har været igennem en positiv udvikling.

Hvem kan deltage?
Alle Danmarks restauranter kan ansøge om deltagelse i konkurrencen. Så ønsker du at vise, hvor godt de danske oste kan gøre sig på en restaurants menukort, så grib chancen og ansøg.

Ansøgningsfrist er mandag den 12. november kl. 23.59.
Dommerne udvælger deltagerne, som får besked den 16. november.
Konkurrencen afholdes i København søndag den 2. december kl. 12.00-16.00.

Du kan læse mere og tilmelde dig konkurrencen her.