Fra duge til uniformer

Mere end 2.200 kokke og tjenere i Danmark iklæder sig i dag bæredygtige uniformer, fremstillet af genbrugelige tekstiler. Og kilden til denne bæredygtige genialitet er DRC’s samarbejdspartner De Forenede Dampvaskerier.

Flere undersøgelser slår fast, at tøjproduktion er en af de største klimasyndere. Derfor har DRC’s samarbejdspartner De Forenede Dampvaskerier (DFD) også særlig stor værdi med det arbejde, de udfører.

Ifølge TV2 Lorry får DFD på daglig basis leveret tre vogne med brugt tøj, som dampvaskeriets syafdeling har ansvaret for at vaske, sortere og sy om til nyt og anvendeligt tøj. I et interview siger Güleman, som er syerske hos DFD:

”Jeg reparerer en stor del af tøjet, og det er meget vigtigt, fordi det er dyrt, hvis vi bare smider det hele ud. Hvis tøjet ellers er i udmærket stand, men for eksempel mangler en lynlås, kan jeg først sy en ny lynlås på og derefter sende det tilbage til kunden”.

Genbrugsprodukter hitter i restaurationsbranchen
I mange år har DFD leveret tøj til adskillelige brancher. Men inden for kort tid har særligt restaurationsbranchen fået øjnene op for DFD’s genbrugsprodukt.

Flere restauranter henvender sig i dag til DFD for at få fremstillet kokkeuniformer ud af deres slidte restaurantduge. Ifølge DFD’s makeringschef Peter Bjerg Jørgensen er der her tale om genbrug med synlig vandbesparelse:

”Vi har været inde og kigge på, hvor mange liter vand man bruger på at producere en kokkeuniform af nye materialer, og her viser vores måling, at det ligger på omkring 3.000 til 3.500 liter vand per uniform. For hver gang vi laver en ny kokkeuniform af kasserede tekstiler, så sparer vi den mængde”, siger Peter Bjerg Jørgensen til TV2 Lorry.

Derfor skaber det stor glæde i DRC, når mere end 2.200 kokke og tjenere i Danmark går iklædt en genbrugsproduceret uniform, som ifølge DFD’s beregninger svarer til en vandbesparelse på omkring otte mio. liter vand.

Blandt de restaurationer, der har henvendt sig til DFD om uniformen er bl.a. Restaurant Relæ, restaurant Bæst, Michelin-restauranten Formel B samt restaurant Manfreds på Nørrebro.

Begejstringen er stor hos Christian F. Puglisi, ejer af Manfreds, for hvor duge ikke længere er at se på bordene. Dugene er nemlig syet om af DFD og sidder i dag på kokkene som uniformer.

”For os er det vigtigt at have sammenhæng mellem det, vi holder af som værdier, og det vi gør i praksis. Så at have en uniform på, der både signalerer, at vi tænker, som vi gør, og vi har genbrug og bæredygtighed på dagsordenen, men også at have følelsen af, at vi her har truffet en god beslutning på den front, er vigtig for os”, siger Christian F. Puglisi til TV2 Lorry.

Læs mere på TV2 Lorrys hjemmeside.

Fotokrittering: De Forenede Dampvaskerier