Sune Skadegaard Thorsen

Månedens vært er advokat af baggrund, rådgiver i CSR, virksomheders samfundsansvar, og stifter af GLOBAL CSR, der i år kan fejre 20-års jubilæum. Sune Skadegaard Thorsen tager os her igennem to årtiers udvikling på CSR-området, og forklarer, hvorfor alle virksomheder må forholde sig til menneskerettigheder.

Respekterer du menneskerettighederne?

-   Det er klart at ingen virksomhed med respekt for sig selv vil sige, nej, vi respekterer ikke menneskerettighederne. Men stadig få virksomheder kan svare på det næste spørgsmål: hvordan kan du vise mig at virksomheden respekterer menneskerettighederne?

Siden FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv (UNGPs) blev vedtaget i 2011 har alle verdens virksomheder skullet kunne dokumentere, at de respekterer menneskerettighederne. Alligevel møder Sune Skadegaard Thorsen stadig tomme blikke, når han som rådgiver spørger virksomhederne til de menneskerettigheder, der skal sikre menneskers værdighed.

-   Når man nævner ordet menneskerettigheder så er forståelsen som regel, at det er noget der er vigtigt i den 3. verden – at det er ikke er relevant for os, for det tager staten sig af. Og det er en misforståelse.

For ifølge Thorsen kan man ikke drive virksomhed uden at risikere at indvirke negativt på menneskerettighederne. Det gælder også inden for hotel- og restaurationsbranchen.

-   Restaurationsbranchen er grundstenen i turismen og har udgjort en betydelig faktor særligt Københavns udvikling. Det er en af de mest vækstende brancher i Danmark, og folk rejser hertil for at besøge vores restauranter og nyde cafélivet. Men branchen har, i mine øjne ufortjent, et relativt dårligt rygte i forhold til negative indvirkninger på menneskerettighederne.

Men det blakkede ry kan ifølge Thorsen vendes til positiv synlighed, hvis flere i branchen begynder at arbejde aktivt med FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv:

Det kan blandt andet hjælpe både til at tiltrække og fastholde medarbejdere, til at blive interessante for investorer og långivere, og til at skabe bedre forhold til leverandører og til myndigheder. Ja, selv den oplyste forbruger køber i dag helst socialt bæredygtigt.

Det lyder forjættende. Men hvordan viser man, at man respekterer menneskerettighederne? Det ved denne måneds vært alt om, og han deler ud af sin viden i det følgende.

Socialt bæredygtig virksomhedsadfærd

Thorsen stiftede GLOBAL CSR i 1998, 13 år før FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv blev vedtaget. På det tidspunkt var der i FN-systemet særligt fokus på miljømæssig bæredygtighed og antikorruption, men det var endnu uklart, hvordan virksomheder skulle håndtere de indvirkninger de måtte have på mennesket, fortæller Thorsen.
Virksomheders arbejde med CSR var i midt 90’erne præget af interessenttilgangen: på baggrund af ressourcekrævende interessentanalyser lagde virksomheder deres CSR-strategi ud fra interessenternes opfattelse af virksomhedens samfundsansvar. Thorsen, der er på det tidspunkt havde arbejdet ti år som erhvervsadvokat, så, at interessenttilgangen havde sine klare begrænsninger.

-   Den tilgang har selvfølgelig sin fordel i at du slår ørerne ud og lytter til, hvad omverdenen har at sige til dig som virksomhed. Men den har også en masse ulemper fordi din CSR-strategi bliver tilfældig alt efter hvem du spørger, hvad de sætter på dagsordenen og hvad du derefter vurderer er vigtigst for din virksomhed. Det er som at se i bakspejlet når du bestemmer, hvor du kører hen.

CSR var også omgivet af et frivillighedsparadigme: alt går. Ifølge Thorsen var der også brug for en veldefineret standard for ansvarlig virksomhedsadfærd:

-   Der var rigtig god forståelse af økonomisk bæredygtighed, og godt styr på miljømæssig bæredygtighed, men hvad med den sidste del af bæredygtighedsbegrebet? Social bæredygtighed? Hvorfor ikke bruge FN’s menneskerettigheder – altså menneskets værdighed - som basis for at definere det minimum, alle virksomheder skal møde for at kalde sig samfundsansvarlige.

Global Compact – en invitation til erhvervslivet

Thorsen lagde Novo Nordisks strategi herfor i årtusindeskiftet, og virksomheden var blandt de frontløbervirksomheder, der var med til at få internationale principper for bæredygtig udvikling for erhvervslivet på dagsordenen. I 2000 kunne FN’s daværende generalsekretær, Kofi Annan, præsentere Global Compact - FN’s første officielle udtryk om virksomheders samfundsansvar. Global Compact består af ti principper for bæredygtig udvikling, seks principper for menneskerettigheder, tre for miljø og et for antikorruption. Alle tre bundlinjer er altså dækket af Global Compact. Men for ikke at skræmme virksomhederne væk så tidligt i udviklingen af virksomheders samfundsansvar, lod man principperne være frivillige:

-   Selvom man bandt sig til Global Compact var det stadig frivilligt hvad man gjorde i praksis. Særligt for de seks principper om menneskerettigheder var Global Compact meget tøvende med at definere hvad virksomheder skulle gøre. Global Compact har aldrig været en standard, snarere en hensigtserklæring.

Med Global Compact udstak FN dog rammen for ansvarlig virksomhedsadfærd, men der var stadig ingen pragmatiske retningslinjer, endsige minimum, for virksomhedens drift, siger Thorsen:

-   Her er nogle internationale principper for bæredygtig udvikling, som vi politisk er blevet enige om blandt landene. Kære virksomheder, kan I lade jeres strategier og praksisser inspirere af de her principper og rapportere årligt på hvad I gør? Vi kan ikke fortælle jer, hvordan I skal gøre det. Det er frivilligt. Derfor var det nødvendigt, at FN meget klarere definerede, hvordan virksomheder skulle forholde sig til det mest problematiske område, nemlig menneskets værdighed: menneskerettighederne.

UNGPs – de længe ventede retningslinjer

Denne klarere definition kom, da FN i 2011 enstemmigt vedtog FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv (UNGPs). Med UNGPs fulgte et krav om, at alle virksomheder i verden skal ”respektere menneskerettighederne”.

-   Det at respektere menneskerettighederne defineres ikke med, at vi ikke har negative indvirkninger, men at vi håndterer vores negative indvirkninger på menneskerettighederne. Præmissen for den definition er, at alle virksomheder kan have negative indvirkninger på menneskerettighederne. Efter standarden skal virksomheden kunne dokumentere, hvad den gør, og om det er effektivt, det den gør.

Det markerede en omvæltning i forhold til, hvordan man hidtil havde tænkt menneskerettigheder, siger Thorsen:

-   De fleste virksomheder plejede at tænke, at menneskerettighederne kun var relevante i økonomiske udviklingslande, på det afrikanske kontinent, i Latinamerika eller i Indien eller Kina. Det har ikke noget med os at gøre.

Men med vedtagelsen af FN’s minimumsstandard måtte også danske virksomheder revurdere deres syn på menneskerettigheder. For at kunne kalde sig samfundsansvarlig som virksomhed har man siden 2011 skullet kunne identificere hvilke mulige negative indvirkninger man har på menneskerettighederne, og hvad man gør for effektivt at forebygge eller afbøde dem. Det kræver implementering af UNGPs ledelsessystem. Ledelsessystemet foreskriver, at alle virksomheder undersøger deres mulige negative indvirkninger på menneskerettighederne, iværksætter indsatser, der kan imødegå dem og måler på om indsatserne er succesfulde. Dokumentationskravet er blandt andet afhængigt af virksomhedens størrelse. Her, snart syv år efter minimumstandardens vedtagelse, er implementeringen af ledelsessystemet ifølge Thorsen stadig en udfordring for de fleste virksomheder.

-   Det er først i disse år, at vi - i forskellige brancher - ser praktiske eksempler på implementering af standarden. Det er ikke let, for barren er sat højt. Men de virksomheder, der gør det, oplever en række fordele: systematik, enkelhed, forudsigelighed, anerkendelse og et meget stort engagement hos medarbejderne. Det er også deres værdighed det handler om.

Danmark som frontløbernation

Ifølge Thorsen er det også besværet værd at implementere UNGPs ledelsessystemet, fordi minimumsstandarden for menneskerettigheder og erhverv spiller en stadigt større rolle.

-   Den globale standard vinder langsomt men sikkert frem; ikke kun i Danmark eller Europa, men over hele kloden. Den bliver med tid forudsætningen for overhovedet at drive erhverv.

I Holland har man vedtaget, at alle virksomheder skal kunne påvise, at de følger minimumsstandarden i 2020. I Brasilien indførte man, efter vedtagelsen af UNGPs, obligatorisk undervisning i menneskerettigheder i alle folkeskoler, og i Kenya er alle menneskerettighederne skrevet ind i forfatningen.
Også herhjemme udviser stadigt flere virksomheder rigtig god praksis i forhold til minimumsstandarden for ansvarlig virksomhedsadfærd. Ifølge Thorsen er Danmark nok det land i verden, som proportionalt har flest virksomheder, der er i gang med at implementere standarden.

-   Vi har i de kommende år en unik mulighed for, fra makro- til mikroplan, at vise dansk erhvervsliv som samfundsansvarligt – som dem, der knækkede nøden på en effektiv måde. Og alle brancher kan have godt af det.

Foto: Steffanie Nordahl Jakobsen