Joe & The Juice stifter stopper som direktør

Den danske erhvervsmand Kaspar Basse skal ikke længere stå i spidsen for sit livsværk.

For 17 år siden grundlagde iværksætter Kaspar Basse juiceimperiet Joe & The Juice. Nu træder han tilbage som øverste chef. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse ifølge finans.dk.

Den nye mand på direktørposten er den nuværende driftsdirektør Sebastian Vestergaard. Juicekædens nye topchef startede sin karriere bag disken i en af de første Joe & The Juice-barer i 2004 og har siden arbejdet sig op gennem graderne. I 2016 blev han udnævnt til driftsdirektør. FødevareWatch har talt med Kommunikationschef i Joe & The Juice, Morten Askekilde, der beskriver valget af Sebastian Vestergaard således:

- Skiftet er helt naturligt og Sebastian har været en del af udviklingen af vores forretnings- og ekspansionsplaner de seneste år. Sebastian vil sikre, at Joe & The Juice fortsætter med at eksekvere på de planlagte mål, som Sebastian sammen med Kaspar i en række år har været med til at definere.

Læs mere om Kasper Basses afgang på FødevareWatch og Finans.dk