Copenhagen Beer Week

OBS: Som følge af COVID-19 skulle Copenhagen Beer Week oprindeligt være afholdt i foråret, men afholdes nu i oktober.

Den 3. – 11. oktober 2020 sker der noget helt særligt for dansk øl, når Copenhagen Beer Week afholdes for første gang med deltagelse af bryggerier fra hele landet.

Den danske ølbranche er i rivende udvikling. I år 2000 var der under 20 danske bryggerier, mens der i dag er mere end 200 bryggerier i hele landet. Alene i år lanceres omkring 2000 nye øl på markedet. Og nu er de danske øl-producenter gået sammen om at lave en festival, der fejrer øllen og en branche i vækst.

Copenhagen Beer Week, der afholdes i oktober 2020, hylder det danske øl. Samtidig er ambitionen at sætte fokus på samspillet mellem øl og mad, for selvom antallet af bryggerier vokser, så er øllen stadig kun lige ved at finde vej tilbage til middagsbordet. Copenhagen Beer Week ønsker også at belyse øl som kulturfænomen igennem tiden – både historisk og i dagens Danmark. Derfor inddrager Copenhagen Beer Week også museer, gallerier, laboratorier og en række andre institutioner til de mere end 50 events, der foregår over de godt 10 dage festivalen varer.

Et alsidigt program
Tap takeover på den lokale bar, fornem øl-middag i byen, øl-yoga, smagning med brygmesteren eller det særdeles velsmagende foredrag ’øl fra en videnskabelig vinkel’. Der er plads til det hele og meget mere i det store program, som nu er på plads.

Det åbne program finder sted på restauranter, barer, kulturinstitutioner og gallerier rundt omkring i byen. Det hele kulminerer den 8. - 10. oktober, hvor Copenhagen Beer Week indtager Israels Plads midt i København. Her vil en lang række bryggerier præsentere og sælge deres produkter til nysgerrige og tørstige gæster, der også kan se frem til et varieret udvalg af lækker mad samt et underholdende scene-program, hvor der vil være såkaldte ’beer and food pairings’, hvor en bred vifte af eksisterende stadeholdere fra TorvehallerneKBH parrer deres varer med danske bryggerier i en live smagning på scenen. Her vil der også være samtaler og debatter rundt om øllen.

Som en del af Copenhagen Beer Week afholder Mikkeller sin Mikkeller Beer Celebration Copenhagen i Øksnehallen, hvor de hippeste bryggerier fra hele verden er med. Her er det i øvrigt stadig muligt at få billetter, men man skal være hurtig, for de er meget snart udsolgt. Mikkel Borg Bjergsø, grundlægger og adm. direktør i Mikkeller, er en af idémændene bag Copenhagen Beer Week. Han ser frem til at sætte fokus på de danske bryggerier og skabe en festival for hele København:

”Vi har jo afholdt Mikkeller Beer Celebration Copenhagen og Mikkeller Beer Week, som er meget fokuseret på ølnørder og hardcore Mikkeller-fans. Derfor vil vi gerne være med til at skabe en øl-festival for hele København med Copenhagen Beer Week.”

Copenhagen Beer Week finder sted den 3. – 11. oktober 2020 i København. Fra den 8. - 10. oktober indtager festivalen Israels Plads med en lang række af store og små danske bryggerier.

Overalt på TorvehallerneKBH vil alle gældende COVID-19 retningslinjer blive overholdt.

Læs mere her.