Konkurser kostede mange restaurationsjob i september

Især hoteller og restauranter er i dansk erhvervsliv hårdt ramt af konkurser og fyringer, siger økonom.

En række konkurser i dansk erhvervsliv har i september kostet mere end 1000 personer deres arbejde. I alt 183 aktive virksomheder er gået konkurs i den første efterårsmåned. Det har medført 1155 tabte fuldtidsjob, hvilket er dobbelt så mange som i august.

Det viser sæsonkorrigerede tal fra Danmarks Statistik.

Det betyder, at der fra marts til september nu er tabt 25 % flere job på grund af konkurser end i samme periode de seneste år. Specifikt for hotel- og restaurationsbranchen er procentsatsen dog næsten det dobbelte. Ca. 1.100 i branchen har fra marts til september 2020 mistet deres job (se illustrationen herunder).

Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank, forklarer i en kommentar til Ritzau:

”De tabte job kommer primært fra de brancher, som er hårdest ramt som hoteller og restauranter, hvor man er meget beskæftigelsestunge.”

Desværre er der ikke eudsigter til, at jobtabet stopper i den nærmeste fremtid: ”Med en forventet stigning i konkurser forventer vi også, at antallet af tabte job vil stige,” siger Anders Christian Overvad.

Han forventer, at mange virksomheder står over for en periode med nedskæringer, hvor antallet af medarbejdere skal justeres til den nye økonomiske virkelighed.

”Det store slag til dansk økonomi vil unægteligt få flere virksomheder til at gå konkurs, men vi vil se det ske over en ganske kort periode,” siger Anders Christian Overvad. ”Sandsynligheden er dog steget for en længerevarende krise - og skifter krisen karakter, vil vi også se en større stigning i antallet af konkurser.”

DRC kræver en plan

DRC er bekymret over tendensen, som desværre er forventet og en konsekvens af, at lønkompensation nu er udfaset og ikke længere kan holde de hårdest ramte restauratører oven vande.

At det store ryk i konkurser først kommer nu, vidner blot om, at restauratørerne over sommeren har bidt tænderne sammen med en forventning om, at myndighederne ville holde hånden under branchen, så længe det var nødvendigt. En forventning, der desværre ikke er blevet mødt fra politisk side. I stedet har man med gentagende restriktionsstramninger blot gjort ondt værre – vel at mærke - uden at tilbyde behørig kompensation.

DRC vil fortsætte med at påpege de store mangler ved den nye kompensationsaftale over for regeringen og kræver desuden, at man fremlægger den langsigtede plan for corona-håndtering, som længe har været efterspurgt fra alle sider af det politiske spektrum. Restauratører skal kunne forberede sig på, hvad der kommer, og ikke gentagende gange skulle pålægges restriktioner med ultrakort varsel.