Kvindeligt kokketalent bryder igennem i en mandsdomineret branche

Liv Skov Lehner overraskede både sig selv og Anders Brønnum-Schou, da hun forleden vandt Oluf Brønnum Fondens talentpris.

Den nyudlærte kok udmærkede sig ved at have sans for detaljen, at undgå at lade sig begrænse af lærepladsens køkken, og at søge de teknisk svære udfordringer i kokkefaget.

”Det var en spændende og svær opgave at finde frem til den bedste kandidat. Og den største overraskelse af dem alle skulle vise at gemme sig inden i en lille, stille og ydmyg ung kvinde med et talent udover det sædvanlige”, fortæller Anders Brønnum-Schou fra Oluf Brønnums Fonden, der står bag den nye talentpris.

Liv Skov Lehner har ikke kun leveret til en svær konkurrence. Hun har gennem hele sin læretid vist sit stabile håndværksmæssige talent, hvilket ifølge Oluf Brønnum Fonden er værd at honorere.

Liv er selv overrasket:

”Jeg havde aldrig forventet at blive nomineret til talentprisen. Jeg havde end ikke turde håbe på at vinde de 50.000 kroner. - Jeg troede ikke, at der var plads til mig i kokkefaget. Jeg er kun en lille pige i en verden af store mænd, der kan råbe”.

Talentprisen er netop indstiftet på baggrund af et politisk ønske, om at flere unge fremover vil søge erhvervsuddannelserne. Et ønske, som støttes af direktør på Hotel- og Restaurantskolen, Anne-Birgitte Agger:

”Fremtiden har brug for madhåndværk som modsvar til industrimad og industrilandbrug. Vi har brug for unge, der vælger håndværket til både for at fremme madkultur og gastronomi samt bæredygtighed. Og i den forbindelse er det kærkomment, at Oluf Brønnums Fond støtter op omkring kokkefaget med denne berigende talentpris."