NaturSkånsom – ny mærkning til skånsomt fangede fisk

Der er gode nyheder til alle med bæredygtighed på menuen. Med et nyt statskontrolleret mærke kan restauratører fremover sætte fokus på serveringen af skånsomt fangede fisk.

Med mærket NaturSkånsom lancerer Fødevarestyrelsen nu en statslig mærkningsordning for fisk, der er fanget med naturskånsomme metoder og omtanke for havmiljøet.

”Vi kan købe alverdens grøntsager, kornprodukter og kød, hvor det tydeligt fremgår, hvis det er produceret bæredygtigt,” siger fiskeri- og fødevareminister Mogens Jensen i forbindelse med lanceringen. ”Det skal selvfølgelig også gælde for fisk, og derfor er denne her ordning både tænkt som en støtte til forbrugeren, fiskeren og ikke mindst livet i havet.”

Et hav af gode grunde

De fiskere, der allerede er med i ordningen, må udelukkende fiske med skånsomme redskaber som eksempelvis langliner, garn og flydetrawl, som skåner det sårbare og værdifulde miljø på havbunden, der er afgørende for et sundt økosystem i havet.

De fisk, der fanges, skal være fra sunde bestande, og fiskerne i ordningen skal bestå et kursus for at sikre friske fisk af den højeste kvalitet.

NaturSkånsom-mærkningen trådte i kraft d. 2. november, men der vil nok gå et stykke tid, før den mærkede fisk i stor stil kan indkøbes af restauratører. En del fiskere skal nemlig først gennemføre kurset og evt. have omstillet deres produktion til at efterkomme kravene. DRC opfordrer derfor medlemmer til at holde godt øje med mærkningen og tilskynde, at grossister også udbyder NaturSkånsom fisk.

NaturSkånsom restaurant?

Når du har mulighed for at indkøbe og servere NaturSkånsom fisk i din restaurant eller café, kan du gøre brug af mærkningen i din skiltning og digitale markedsføring. Forudsat, naturligvis, at du til enhver tid kan fremvise dokumentation (kvitteringer etc.), der berettiger brugen, når Fødevarestyrelsens kontrol kommer på besøg. Efter 1. januar er det yderligere påkrævet, at du tilmelder dig ordningen på Fødevarestyrelsens website (tilmelding ikke åben før 1. jan. 2020).

Her finder du skilte i A3-format og A4-format
Her finder logo i sort og hvidt

DRC har længe støttet op omkring det skånsomme fiskeri i Danmark som et led i at fremme det bæredygtige fødevareindkøb i branchen. Senest har vi, med opbakning fra medlemmer, støttet et forslag fra FSK til regeringens handlingsplan om gradvist at omlægge fiskeriet af torsk til mere skånsomt fiskeri i henholdsvis zone 22 og 24 i vestlig Østersø.

Fakta:

Fisk med mærket NaturSkånsom skal leve op til følgende krav:

  • Fisken skal fanges med skånsomme redskaber og være fra en bæredygtig bestand
  • Fiskekutteren må ikke være længere end 17 meter, og fangstrejserne skal være korte
  • Fiskeren skal bestå et kvalitetskursus

Læs mere om NaturSkånsom-mærkningen