Højt smittetryk nedlukker restaurationer i 38 kommuner

Statsministeren meddelte på dagens pressemøde, at der kommer en delvis nedlukning i kommunerne i og omkring København, Odense og Aarhus. For restauratører er der tale om en fuld nedlukning, dog med mulighed for at sælge take away.

Det var triste nyheder, som Mette Frederiksen i dag bragte med sig på pressemødet. Ikke mindst for restauratørerne i 38 af landets kommuner.

I disse kommuner er smittetrykket nået en alt for kritisk grænse, vurderer sundhedsmyndighederne, hvorfor regeringen har valgt at tage den, for restaurationsbranchen, mest restriktive metode i brug - nedlukningen. Fra på onsdag og til og med 3. januar lukkes alle restauranter, cafeer, værtshuse, barer mv. i de 38 kommuner ned, dog med mulighed for stadig at sælge take away.

Giv fuld kompensation
Restauratørerne står nu i samme kritiske situation som i begyndelsen af krisen. Forskellen er blot, at den økonomiske stødpude, som man muligvis havde dengang, nu er forsvundet helt i kølvandet på tabte bookinger, mistet fortjeneste og skrappe restriktioner.

Nedlukningen sker for at passe på os alle sammen, og derfor opfordrer DRC til, at man fra politisk side beslutter at dække samtlige af de omkostninger, der er forbundet med en nedlukning, så branchen kan gå sikkert i hi. Det er samtidig afgørende, at der åbnes for kompensationsordningerne og udbetales kompensation så hurtigt som muligt. I efteråret er det gået alt for langsomt med at få kompensationen ud til virksomhederne.

Her rammes restauratører af nedlukning:
Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Faxe, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Tårbæk, Odense, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Slagelse, Solrød, Tårnby, Vallensbæk, Vordingborg og Aarhus.

DRC vil løbende opdatere dig med nyt om nedlukningen, især om mulighederne for kompensation.

Læs Sundhedsministeriets pressemeddelelse om den delvise nedlukning