Ny app skal guide til økologiske spisesteder

Der er stort potentiale i at knytte gastronomi, fødevarer og turisme tættere sammen. Det skal app’en ’Økologiske Spisesteder’ bidrage til.

Knap halvdelen af de udenlandske turister, der besøger Danmark, kommer for at opleve de gode danske spisesteder. Danskerne efterspørger i stadigt højere grad økologiske fødevarer, og interessen for økologi er en global trend. Derfor har Fødevarestyrelsen i samarbejde med VisitDenmark udviklet en app, der skal guide danskere og turister til beværtninger, der har Det Økologiske Spisemærke i guld, sølv eller bronze. Forretningsudviklingschef hos VisitDenmark, Anja Hartung Sfyrla, udtaler:

-   De udenlandske turister kan have svært ved at finde vej til de gode madoplevelser i Danmark, og det vil vi gerne hjælpe dem med. Derfor har vi udviklet denne app i samarbejde med Fødevarestyrelsen og integreret indholdet på vores website. Vi håber, at den baner vej for andre projekter, hvor vi guider turisterne hen til madoplevelser som f.eks. mikrobryggerier, gårdbutikker eller lokalt producerede råvarer.

App’en vækker også begejstring hos Økologisk Landsforening, der glæder sig over det styrkede fokus på økologi, som kan trække flere turister til landdistrikterne:

-   Verden over efterspørger forbrugerne mere økologi. Den nye app gør det lettere for mange økologiinteresserede turister og danskere at finde frem til de økologiske måltider i Danmark. Det er godt for de økologiske landbrug og spisesteder og skaber udvikling – også på landet, siger Paul Holmbeck, politisk direktør i Økologisk Landsforening.

App'en findes på både dansk, tysk og engelsk og opdateres løbende med nye spisesteder. Indtil videre deltager cirka 150 restauranter, cafeer og hoteller.