Ny tænketank vil dæmme op for madspild

7.700 mia. kroner. Dette enorme beløb er omkostningerne af verdens madspild på bare et enkelt år. Ifølge konsulenthuset Boston Consulting Group kan det reduceres væsentligt, hvis der handles korrekt. Det har fået den danske regering til at igangsætte nye tiltag og ty til ekstraordinær handling.

Miljø- og Fødevareministeriet vil på et åbent møde præsentere planen for en ny tænketank, hvor de opfordrer alle virksomheder og organisationer, som arbejder professionelt med forebyggelse af madspild og fødevaretab, til at deltage og engagere sig i arbejdet. En opfordring, som Danmarks Restauranter og Caféer, på vegne af hele restaurationsbranchen, ligeledes bakker op om.

På mødet inviteres branchen inden for, hvor de får en stemme og hvor de enkelte restauranter har mulighed for at sætte deres eget præg på at finde løsningen på problemet.

Ifølge Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen kræver det en fagligt underbygget indsats at reducere Danmarks madspild og fødevaretab:

”Hvis vi gerne vil gøre noget godt for vores miljø og vores begrænsede ressourcer, er nedbringelse af madspild og fødevaretab et rigtig godt sted at starte. Det er afgørende, at vi bliver klogere på effekten af de tiltag, vi sætter i gang, og at vi adresserer madspild og fødevaretab i hele værdikæden fra jord til bord. Jeg vil derfor arbejde på at etablere en tænketank, som skal sikre et tæt samarbejde mellem de bedste kræfter på området”.

Det kommende samarbejde skal samle virksomheder, forskere og myndigheder i en internationalt orienteret tænketank, der i fællesskab skal søge at udvikle løsninger på de udfordringer, der i dag resulterer i det ekstreme madspild. Løsninger, der bl.a. skal findes ved rådgivning, nye initiativer og en fælles udveksling af viden. Det er også vigtigt i den sammenhæng at engagere civilsamfundet i tænketankens dagsorden.

Nyt initiativ skal samle virksomheder til fælles kamp
Hvis vi skal lykkes med at komme madspild til livs, er der brug for endnu flere hjælpende ressourcer.
Derfor er ministeriet særligt begejstret for det nye offentlige partnerskabsinitiativ fra Salling Group, hvor en række af landets førende virksomheder, herunder interesseorganisationerne Stop Spild Af Mad og FødevareBanken, nu er gået sammen i kampen mod madspild. Et samarbejde mellem offentlige og private virksomheder.

Partnerskabet kaldes ”Danmark mod Madspild” og tager afsæt i FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling. Hensigten er at samle danske forbrugere og andre virksomheder i et fælles mål om at forebygge madspild. Udover at dele og få gode råd, forpligtes de deltagende virksomheder til at måle og offentliggøre deres årlige fremskridt i forhold til madspild. Virksomhederne måler efter samme standard og har det fælles mål, at de skal nedbringe eget madspild med 50% inden 2030.