Nye poseregler træder i kraft januar 2021

Fra 2021 skal alle bæreposer af plastik og bæreposer med hank koste mindst 4 kr. Det gælder også, når der sælges take away. 

Ny lovgivning forbyder fra 1. januar udlevering af gratis bæreposer med hank, der uanset materiale og størrelse bliver pålagt kunder et betalingskrav på minimum 4 kr. Derudover bliver de tynde, lette plastikbæreposer under 30 mikrometer, som man typisk kender fra pizzariaer, grilbarer m.m. helt forbudte.

Loven udspringer af EU-direktivet om plastemballage, der er vedtaget for at reducere den store andel af plastikposer og andet plast, der i dag ender i havene. Når alle bæreposer med hank bliver pålagt et betalingskrav, så skyldes det, ifølge myndighederne, at alle typer af bæreposer kan medføre negativ påvirkning på miljøet i og med, at der forbruges ressourcer.

Som eksempel kan en tekstilbærepose være et dårligere alternativ end en plastikbærepose, set fra en miljømæssig livscyklusbetragtning – med mindre, at tekstilbæreposen genbruges adskillige gange. I forhold til brug af papirbæreposer, har disse et miljøaftryk på niveau med plastikbæreposer, men egner sig i mindre grad til genbrug.

Konkret betyder loven at:

  • Bæreposer af plastik med og uden hank skal koste mindst 4 kr. pr. bærepose.
  • Bæreposer af andet materiale end plast med hank (fx poser af stof, papir osv.) må heller ikke udleveres gratis og skal også koste minimum 4 kr. pr. bærepose.
  • Bæreposer af plastik med og uden hank med vægtykkelse på 15-30 mikrometer bliver forbudte, og må dermed hverken udleveres til kunder gratis eller mod betaling.
  • Plastikposer uden hank med en vægtykkelse under 15 mikrometer (som dem i grøntafdelinger) er dog undtaget og altså ikke omfattet af forbuddet.

Bæreposer med betalingsgebyr skal være et tilvalg for kunden, og de 4 kr. pr. bærepose skal fremgå af kundens kvittering.

Du kan læse hele lovforslaget her