Udbringning for restauranter boomer

Danske restauranter har de seneste år fået endnu et ben at stå på i deres markedsføring. De seneste 12 måneder har restauranter i København alene omsat for mere end en kvart milliard kr. gennem app’en Wolt, der forbinder sultne danskere med mere end 600 restauranter.

Takeaway-industrien vokser i Danmark. Det mærker man tydeligt hos Wolt. Virksomheden kan nu offentliggøre, at der det seneste år er genereret omsætning for en kvart milliard hos de københavnske restauranter via Wolts app. Det sker kun to et halvt år efter, at den finske virksomhed etablerede sig i Danmark, og i dag benytter mere end 600 danske restauranter sig af Wolts app til madudbringning.

”Generelt får vi rigtig meget god feedback fra de restauranter, vi samarbejder med. Vi har forsøgt at skabe en involverende digital brugeroplevelse og en effektiv kundeservice – det giver restauranterne en ekstra markedsføringskanal. Samtidig får de et nyt dataværktøj til at forstå deres forretning endnu bedre ”, forklarer Søren Meier Svendsen, General Manager i Wolt Danmark.

Wolt opererer i dag i seks byer i Danmark, og i de fem byer uden for København erfarer Wolt, at salget hos restauranterne vokser langt hurtigere end i hovedstaden. I de sidste måneder af 2019 regner Søren Meier Svendsen med, at der vil blive solgt mere end 14.000 retter mad om dagen i Danmark, som bringes ud af såkaldte Wolt-kurerer. Det tal overstiger de forventninger, han og det finske hovedkontor oprindeligt havde til Wolts vækst i Danmark.

”Danmark var et spændende marked, som vi selvfølgelig havde store forventninger til. Dels på grund af den generelle udvikling i restaurant- og takeaway-markedet, men også fordi der er en stærk cykelkultur i Danmark”, siger Søren Meier Svendsen og fortsætter:

”Det er virkelig gået stærkt det seneste år, og vi oplever stadig en stødt stigning i antallet af aktive brugere på vores app, ligesom vi har et rekordhøjt antal kurérpartnere og restauranter tilknyttet. Og den udvikling ser ud til at fortsætte”.

Om Wolt
Wolt blev grundlagt i Finland i 2014 og er i dag i 70 byer i 19 lande og har over tre millioner brugere. Wolt startede op i Danmark i 2017 og er i dag i seks byer; København, Lyngby-Gentofte, Odense, Aarhus, Aalborg og Roskilde.