Restauratørernes garantiordning
REGA er DRC's brancheinitiativ for restaurationsvirksomheder, som ønsker at garantere, at de arbejder systematisk og målrettet på at drive ansvarlig virksomhed med fokus på social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed; og at de er gennemsigtige omkring arbejdet.
REGA kendetegner og garanterer en høj standard, som bringer branchen helt i front med ESG ved at arbejde mere fokuseret og systematiseret med samfundsansvar – også internationalt.
I REGA tror vi på, at vi ved at løfte vores samfundsansvar kan skabe tillid til branchen, gladere medarbejdere og endnu mere tilfredse kunder. Med REGA skabes en best practice, der klarlægger både, hvordan restaurationsbranchen bedst driver ansvarlig og bæredygtig virksomhed, og hvordan man som branche kan samarbejde om et fælles initiativ med samfundsansvar i fokus.
REGA-samarbejdet stiller ikke blot garantier for dem, der indgår i samarbejdet, men også højere krav til samarbejdspartnere og andre interessenter. Derfor vil samarbejdet have indirekte betydning for mange i branchen.
Arbejdet i REGA indebærer, at alle medlemsvirksomheder indenfor to år indfører et ledelsessystem, der lever op til FN’s og OECD’s Retningslinjer for Ansvarlig Virksomhedsadfærd. FN’s Retningslinjer kræver at vi løbende forholder os aktivt og transparent til menneskerettighederne, altså kernen af social bæredygtighed. OECD’s Retningslinjer kræver herudover, at vi også forholder os til miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.