Vælg en side

KAMPAGNEFILM

GÅ UD OG SPIS
I en ny kampagnefilm fra brancheorganisationen Danmarks Restauranter & Caféer (DRC) opfordres danskerne til at komme op af sofaen og ud at spise på landets restaurationer

 

KAMPAGNEN #GÅUDOGSPIS

 

 Et stærkt hold af restauratører er stillet op som ambassadører for kampagnen, herunder Gorm Wisweh fra Gorm’s Pizza, Anders Aagaard fra Madklubben samt restauratørerne bag Keyser Social v. DiningSix, Letz Sushi, Huks Fluks v. Tholstrup, Grillen Group og Evald Brasserie og Café.

Corona-epidemien har leveret et særdeles hårdt slag mod restaurationsbranchen. Nedlukningen i foråret, en sommersæson uden turister, arealbegrænsninger og skærpede lukketider - alt sammen har sat sine tydelige spor i branchen, og desværre byder hver uge på nye konkurser og mistede arbejdspladser.

Som ekstra salt i såret har de mange restriktioner, der er blevet pålagt branchen, betydet, at mange danskere fortsat er påholdende med at gå ud at spise. Mange er enten bekymrede for smittesituationen eller vælger helt at udskyde fornøjelsen, fordi de umiddelbart ikke kan forene en god aften ude med mundbind og lukning kl. 22. Som situationen ser ud lige nu, kommer danskernes nyligt udbetalte, indefrosne feriepenge kun i ringe grad restauranterne til gode.

Derfor har DRC taget initiativ til en kampagne, der skal inspirere danskerne til igen at opsøge de gode madoplevelser på landets restauranter og cafeer og dermed støtte en hårdtramt branche. Det sker under parolen ”Gå ud og spis”. Som Erhvervsministeren for nyligt har understreget, er det nemlig stadigt sikkert at spise ude, og restaurationerne arbejder hver dag for at skabe de tryggeste rammer for samværet og maden.

Det gode selskab lever – trods restriktioner

Hvis danskerne fortsætter med at udskyde eller helt fravælge restaurationsbesøget, kan det have fatale økonomiske konsekvenser for branchen. Men i stedet for at male det dystre billede af situationen har DRC med kampagnen valgt at fokusere på sikkerheden og den gode madoplevelse:

”Vi ville gerne vise, at det stadigt er muligt at have en fantastik aften på restaurant, selvom aftenen måske slutter lidt tidligere, end den plejer,” siger Torben Hoffmann Rosenstock, direktør i DRC, og fortsætter:

”De professionelle restaurationer er efterhånden 100-meter-mestre i restriktionerne. De véd, at trygheden er alfa-omega for, at gæsterne får en god oplevelse. Derfor gør de alt, hvad de kan for at skabe de optimale rammer for en fornøjelig aften. Så for danskerne er det bare om at komme ud, sætte sig til rette og nyde den gode mad og selskabet. Det er dét, vi gerne vil opfordre til.”

Vi har danskernes opbakning

Kampagnen følger i kølvandet på en nyligt indgået politisk aftale, der skal hjælpe restauranterne med at skabe aktivitet i deres forretning. Desværre kan aftalen ikke kompensere for de massive tab, som branchen lige nu oplever i kraft af restriktioner som 22-lukning, areal- og mundbindskrav.

Blandt befolkningen er der en god opbakning om branchen, hvilket tidligere på året bl.a. udmøntede sig i en stigning i salget af take-away . Håbet er derfor, at danskerne igen vil støtte op og være med til at skabe det nødvendige boost i forretningen, som måske lige akkurat er nok til at holde mange lokale restauratører oven vande.

Filmen er lavet i støtte til alle restaurationer i Danmark og på vegne af DRC’s 1.500 medlemmer. De deltagende restauratører i videoen – som også er ambassadører for kampagnen - er:
Gorm’s Pizza (kok og restauratør Gorm Wisweh), Madklubben (restauratør Anders Aagaard), Keyser Social v. DiningSix, Letz Sushi, Huks Fluks v. Tholstrup, Grillen Group samt Evald Brasserie og Cafe.

DEL VIDEO PÅ FB MED DETTE LINK
DEL VIDEO PÅ LI MED DETTE LINK

Hashtag til kampagnen:
#gåudogspis
#støtrestaurationsbranchen

Kampagnevideoen er sponsoreret at DRC’s samarbejdspartnere Söderberg & Partners, FPR forsikringsmægler, Verifone, Swedbank Pay, Planday, De Forende Dampvaskerier og Kosan Gas. DRC er ekstremt taknemmelig for vores samarbejdspartneres håndsrækning - vi kan ikke takke dem nok for denne mulighed for at styrke vores branche.