I dag er fornyelse af alkoholbevillinger og nattilladelser en kompliceret og tidskrævende proces, og mange restauratørerne risikerer utilsigtet at miste deres bevillinger af administrative årsager. Det kan have ganske alvorlige konsekvenser for forretningen.
Derfor har vi sammen med Nick Hækkerup fra Bryggeriforeningen tidligere i år fremsat et konkret forslag om automatisk fornyelse af alkoholbevillinger og nattilladelser. Vi mener, at en automatiseret model – som vi allerede kender fra udeserveringstilladelser – vil give ro i driften og frigive tid til det, der betyder mest: gæsterne og oplevelsen.
Det handler ikke om at slække på reglerne. Overtrædelser skal stadig kunne medføre tilbagekaldelse af bevillingen – præcis som i dag. Forslaget om automatiseringen skal derfor ikke ses som en begrænsning i bevillingsnævnets muligheder for at gribe ind i konkrete tilfælde, men som et nødvendigt skridt for at sikre, at restauratørerne ikke utilsigtet mister deres bevillinger.
I DRC glæder vi os over, at erhvervsministeren nu vil give restaurationsloven et servicetjek. Det er et vigtigt og nødvendigt skridt mod at lette hverdagen for både restauratører, kommuner og politiet.
Vi ser frem til den videre dialog og til at bidrage konstruktivt til servicetjekket.