Julefrokostsæsonen lurer lige om hjørnet. Det kan betyde mange bestillinger ─ og måske også afbestillinger. Derfor kan det være en god idé at tjekke op på, om I har klare, entydige og relevante regler for, hvis jeres gæster vil ændre eller annullere en aftale.
Som udgangspunkt er der aftalefrihed på området, men gæsterne har stor beskyttelse i forbindelse med indgåelse af aftaler med virksomheder. Derfor anbefaler vi, at I har helt klare regler for, hvornår man senest skal annullere eller ændre sin bestilling ─ og hvilke konsekvenser det vil have, hvis betingelserne ikke overholdes.
Det er samtidig vigtigt, at gæsten er bliver gjort opmærksom på reglerne, inden de indgår en endelig aftale. Det kan for eksempel ske ved, at man tydeligt fremsender betingelserne i forbindelse med aftaleindgåelsen, eller at der henvises til reglerne, samtidig med at gæsten kan krydse af i et felt, at de er indforstået med reglerne for ændring og afbestilling.
Hvis der ikke er lavet en anden aftale, vil man lægge branchens kutymer om afbestilling til grund. De kan læses her: DRC | Afbestillingskutymer. Kutymerne kan også være gode at tage udgangspunkt i, hvis man vil lave sine egne regler på området.