Vælg en side

Fødevarestyrelsens kontrolkampagner i 2026

27. januar, 2026Branchen // Fødevarer

Det skal du være opmærksom på

Fødevarestyrelsen har nu offentliggjort deres plan for kontrolkampagner på fødevareområdet i 2026. Kampagnerne betyder, at styrelsen i perioder har ekstra fokus på bestemte områder og gennemfører målrettede kontrolbesøg hos udvalgte virksomheder.

Relevant viden for branchen

Det er relevant for restauranter, caféer og andre serveringssteder at kende kampagnerne for at være godt forberedt og sikre, at rutiner og dokumentation er på plads.

Der gennemføres både projektbaserede kontrolkampagner og light-kontrolkampagner:

Projektbaserede kampagner

Projektbaserede kampagner er mere strukturerede og kan omfatte dybdegående kontrol, dokumentgennemgang og vejledning.

Light-kampagner

Light-kampagner er mindre formaliserede og bygger i højere grad på den tilsynsførendes faglige vurdering ved besøget.

Her har vi samlet et overblik over de kampagner i 2026, som er mest relevante for vores branche:

Projektbaserede kontrolkampagner i 2026

Periode Fokusområde Hvad kontrolleres
Jan.–jun. Aktiviteter og risici i autoriserede virksomheder Om virksomhedens autorisation stadig dækker aktiviteter, indretning og varesortiment. Om risikoanalyse og procedurer er opdateret og dækkende.
Feb.–jun. Anprisninger af økologi mv. Om brug af økologiske betegnelser og andre anprisninger er korrekt og ikke vildledende.
Apr.–jul. Mærkning af fiskevarer Om fiskevarer er korrekt mærket, herunder særlige krav til bestemte fiskearter.
Sep.–dec. Risikoanalyse og kritiske aktiviteter Om der er styr på fx opvarmning, nedkøling, sous vide og fermentering – og om det dokumenteres korrekt.

Light-kontrolkampagner i 2026

Periode Fokusområde Hvad kontrolleres
Apr.–dec. Markeder og festivaler Hygiejne, temperaturstyring, håndvask, skadedyrssikring og sporbarhed – særligt ved midlertidige fødevareaktiviteter.

Hvordan gennemføres kampagnerne?

Kontrolkampagnerne gennemføres typisk som uanmeldte besøg og kan omfatte:

  • fysisk kontrol i virksomheden,
  • gennemgang af dokumentation, dialog og vejledning af personale.

Fødevarestyrelsen forventer at gennemføre omkring 4.000 kampagnekontroller i 2026. Planen kan justeres i løbet af året, hvis der opstår nye risici eller behov.

DRC anbefaler

Vi anbefaler, at I:

  • gennemgår jeres risikoanalyse og procedurer,
  • sikrer, at anprisninger og markedsføring er korrekt,
  • tjekker, at autorisation og aktiviteter stemmer overens.

DRC følger udviklingen og deler løbende viden og vejledning, når kampagnerne rulles ud.

Læs mere her på Fødevarestyrelsens hjemmeside: Fødevarekontrolkampagner 2026 - Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Vil du vide mere om

vores arbejde?