oplysningsfrist og grundregistrering
- Husk fristen den 30. juni
Er jeres selskab et af de ca. 280.000 selskaber, hvor indkomståret følger kalenderåret? Så har I oplysningsfrist den 30. juni 2026. Det vil sige, at I senest den 30. juni skal indberette oplysningsskemaet på skat.dk.
Hvordan gør jeg?
Inden I kan indberette jeres oplysninger til Skattestyrelsen, er der et par opgaver, der skal være på plads. I skal:
- Lave årsregnskab og udlodde eventuelt udbytte
- Indsende årsrapport til Erhvervsstyrelsen
- Opdatere grundregistreringer, hvis der er sket ændringer.
Derefter kan I oplyse resultat og øvrige oplysninger til Skattestyrelsen på skat.dk.
Sørg for at have alle oplysninger klar, når I begynder at udfylde oplysningsskemaet. Det kan f.eks. være regnskabstal, opgørelsen af den skattepligtige indkomst, filer til vedhæftning eller underskudsfordeling.
I kan risikere at blive logget automatisk ud af systemet, så husk at forlænge sessionen, så det hårde arbejde ikke går tabt.
Opdatér jeres grundregistrering, inden i indberetter
Det er vigtigt, at alle oplysninger er korrekte og opdaterede, inden I begynder indberetning af oplysningsskemaet. På selskabets Grundregistreringsside kan I tjekke jeres grundoplysninger og eventuelle sambeskatningsforhold. Det kan f.eks være oplysninger om sambeskatningsforhold eller omstruktureringer, der er foretaget i løbet af indkomståret.
Er grundregistreringerne ikke korrekte, så kan det betyde, at jeres skattemæssige indkomst også bliver opgjort forkert.
Er I omfattet af Global minimumsskat for store koncerner (Globe)?
For selskaber, der er omfattet af Global minimumsskat (Globe), er systemet nu åbent for indberetning. I det første år er fristen for indberetning 18 måneder efter rapporteringsårets udløb, det vil sige den 30. juni 2026 for alle selskaber, hvor indkomståret følger kalenderåret i 2024.
Husk fristen, den er dyr at glemme
Indberet til tiden og undgå skattetillæg. Det koster 400 kr. for hver dag, fristen overskrides. Dog højst 10.000 kr. pr. selskab.
Brug for hjælp?
Skattestyrelsen står klar til at hjælpe med vejledning og teknisk assistance, men de opfordrer til, at I indberetter i så god tid som muligt, så de har tid til at hjælpe, hvis I skulle støde på problemer.