Vælg en side

Lønkrav kan bremse rekruttering af udenlandske medarbejdere

15. juli, 2026Branchen // Jura // Politik

En ny artikel fra Børsen sætter fokus på udviklingen i lønkravene i beløbsordningen for udenlandsk arbejdskraft. Udviklingen giver anledning til bekymring i hotel- og restaurationsbranchen.

Et notat fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at lønkravene i perioden er steget mere end den generelle lønudvikling. Det betyder ifølge notatet, at virksomheder i nogle tilfælde skal betale op mod 28.000 kr. mere i årsløn for udenlandske medarbejdere, end hvis reguleringen havde fulgt den almindelige lønudvikling.

Bekymring i branchen

Hos DRC vækker udviklingen bekymring.

“Hvis man ikke kan have tiltro til, at satserne følger lønudviklingen i samfundet, er det meget bekymrende,” siger Sabine Boiskau Andersen, juridisk direktør i DRC.

Hotel- og restaurationsbranchen er blandt de brancher i Danmark, hvor udenlandsk arbejdskraft fylder mest, og mange virksomheder er afhængige af at kunne rekruttere internationalt.

Derfor kan højere lønkrav få konkrete konsekvenser både for virksomhedernes drift og for deres mulighed for at tilbyde autentiske koncepter med specialiserede medarbejdere.

“Hvis du har en thailandsk restaurant, vil du gerne have en thailandsk kok, så det bliver så autentisk som muligt,” siger Sabine Boiskau Andersen.

Rejser spørgsmål om lovfortolkning

Sagen rejser samtidig spørgsmål om fortolkningen af lovgivningen.

“Jeg er meget overrasket over, at satserne i beløbsordningen er højere end den generelle lønudvikling. Jeg er særligt overrasket, fordi der er lovgivning på området, hvor loven efter vores vurdering meget klart siger, at satserne skal følge lønudviklingen i samfundet,” siger Sabine Boiskau Andersen.

Flere politikere har allerede efterspurgt en afklaring. Hvis reguleringen ikke afspejler den politiske intention, bør den efter DRC’s vurdering undersøges nærmere og justeres, hvis der er begået fejl.

Hos DRC følger vi udviklingen tæt og arbejder for, at reglerne er gennemskuelige og understøtter branchens reelle behov.

Vil du vide mere om

vores arbejde?