Vælg en side

Ny undersøgelse: Restauranter frygter skæv konkurrence med ny momsmodel

10. september, 2026Branchen // Jura // Politik

Nye momsplaner møder modstand: "et administrativt mareridt"

I vores nye medlemsundersøgelse har vi spurgt jer, hvad I mener om de politiske forslag om at fjerne momsen på frisk frugt og grønt samt indføre differentieret moms på fødevarer.

Resultaterne viser, at mange af jer er bekymrede for, at momsændringerne vil medføre uoverkommelige administrative byrder og dårligere konkurrencevilkår.

Den 3. september 2026 meldte skatteminister, Jakob Engel-Schmidt, ud, at den nye momsmodel vil skelne mellem takeaway og restaurantydelse.  

Men på baggrund af undersøgelsen opfordrer vi regeringen til at sikre, at restaurantbesøg omfattes på lige vilkår med takeaway og dagligvarehandlen, og at der tages højde for de omkostninger, som øget administration kan få for branchen. 

Ja tak til lavere moms, nej tak til komplekse regler og ulige konkurrence

Flere af jer imødekommer idéen om momsnedsættelse, og håber at det kan betyde flere gæster, mere grønt og flere muligheder. 

Håbet overskygges af bekymringer  

Men med differentieret moms og ingen nedsættelse på restaurantbesøg overskygges håbet af bekymringer om omkostningerne.  

I kalder planerne for et ”bogholderimæssigt helvede” og ”et administrativt mareridt”. 

76 % er bekymrede for mere administration og komplekse regler. 61 % frygter øgede system- og bogføringsomkostninger, mens 54 % er bekymrede for usikkerheden omkring, hvilke varer og ydelser der omfattes (obs. flere svarmuligheder). 

Regeringen har ikke taget højde for jeres hverdag

I DRC mener vi ikke, at regeringen har gennemtænkt de omkostninger, som en differentieret momsmodel vil medføre, herunder hvor stor en byrde øget administration og IT-omkostninger kan være for mange i branchen, særligt mindre virksomheder.  

Dertil kommer de ulige konkurrencevilkår. 

Regeringen bør ikke favorisere takeaway frem for restaurantbesøg 

Hvis takeaway får lavere moms end restaurantservering, skaber man en skattemæssig tilskyndelse til at købe maden med hjem frem for at spise den på restauranten.  

Alligevel vil 59,5 % af jer ikke prioritere takeaway frem for restaurantbesøg, eller vil fortsat ikke sælge takeaway, hvis momsen kun sænkes på takeaway. 

Vi mener ikke, at I skal tvinges til at navigere mellem forskellige momssatser, alt efter om gæsten spiser maden ved bordet eller tager den med hjem. 

Jeres kærlighed til faget ligger sjældent i administrationen eller antallet af solgte takeaway-kuverter. Den ligger i mødet med gæsten, i servicen og i den oplevelse, der skabes omkring måltidet. 

Branchen skal ikke have lavere moms for enhver pris 

En ny model bør være enkel, ensartet og understøtte hele restaurationsoplevelsen. 

Vil du vide mere om

vores arbejde?