Hovedstadens vinder
Jesper står bag street food-markeder, som Reffen, Broens Street Food og Seaside Toldboden. Han skabte dem ud fra ønsket om at skabe levende mødesteder og hjælpe andre kokke i gang med at blive selvstændige. Han ser kåringen som en anledning til at sætte fokus på den stadig større betydning, gastronomi, gastroturisme og restaurationsbranchen har for dansk turisme og oplevelsesøkonomi.
en modig og vedholden ejerleder
”Jesper har vist sig som en modig og vedholden ejerleder med en urokkelig tro på sine egne idéer. Trods udfordringer med at skaffe finansiering i opstartsfasen har han hele vejen igennem holdt fast i sin vision og formået at gøre den til virkelighed. Hans indsats har resulteret i etableringen af nogle af Københavns mest populære mad- og turistdestinationer,” siger Flemming Eghoff, partner i PwC i Hellerup, og fortsætter:
”For Jesper handler ledelse ikke kun om at skabe vækst og opbygge en robust forretning. Han har også en klar ambition om at skabe levende fællesskaber, tilbyde nye muligheder for andre selvstændige kokke og være med til at skabe flere arbejdspladser.”
Karismatisk iværksætter med stor virkelyst
Jesper blev en del af restaurationsbranchen allerede som 10-årig, hvor han var opvasker. Senere uddannede han sig til kok og arbejdede på en Michelin-restaurant i København. Hans karriere som restauratør og ejerleder begyndte med en forpagtning på Nationalmuseet, og han har siden løbende investeret i etableringen af nye street food-markeder.
”Jesper er en visionær og fremsynet ejerleder, der har formået at ramme en trend med en voksende interesse for street food. Det har været afgørende for, at han er lykkedes med at etablere et madunivers, der tiltrækker en million besøgende om året. Han har også løbende udviklet og ekspanderet virksomheden, seneste med et nyt initiativ på Gilleleje Havn,” fortæller Mads Pinstrup, forretningsdirektør for Jyske Bank i Hovedstaden.
Dansk Erhverv er heller ikke i tvivl om, at Jesper er den rette vinder af Årets Ejerleder 2026 i Hovedstaden:
”For Jesper er det vigtigt at skabe en kultur, der fremmer fællesskab og stærke relationer. Han har været med til at skabe nye arbejdspladser i København og opbygge en platform for gastronomi, der hjælper iværksættere ind på den københavnske madscene,” siger Natasha Brandt, kommerciel medlemsdirektør i Dansk Erhverv, og fortsætter:
"Jesper har ikke kun været med til at styrke konkurrenceevnen i erhvervslivet med imponerende økonomiske resultater og vækst, men har også været en drivende kraft i at skabe levende mødesteder for både københavnere og turister.”
Om Julian Super Holding ApS
Julian Super Holding ApS står bag flere initiativer i den danske restaurationsbranche, heriblandt Reffen, Broens Street Food og Seaside Toldboden i København samt Storms Pakhus i Odense. Under ledelse af Jesper Julian Møller er virksomheden etableret ud fra visionen om at skabe et samlingspunkt for mad og kulturer fra hele verden. Virksomheden investerer løbende i både eksisterende street food-markeder og nye destinationer, senest med et nyt initiativ ved Gilleleje Havn.
