En hilsen fra direktøren
Det er nu blevet meldt ud, at Dansk Erhverv overtager HORESTA. Jeg ønsker begge organisationer al held og lykke, og vil samtidig understrege over for DRC's medlemmer, at DRC ikke bliver påvirket af sammenlægningen. Det påvirker ikke jeres medlemskab, og det ændrer ikke på hverken DRC's arbejde eller vores ambitioner.
Vi har altid opereret i et felt med konkurrence, og det ser vi kun som noget sundt. Det vigtigste for os er, at I har en stærk organisation, der taler jeres sag, skaber konkrete resultater for branchen og er med jer hele vejen.
Desuden adskiller DRC sig markant fra begge organisationer.
DRC er en brancheforening af restauratører for restauratører. Dansk Erhverv og HORESTA er arbejdsgiverorganisationer. Det mener jeg, er væsentligt at fremhæve, da det i særlige situationer kan gøre en stor forskel for jer.
Derudover er det kun DRC, der kan hjælpe og rådgive jer, hvis I ønsker at udtræde af en overenskomst. Og ønsker I omvendt at tegne overenskomst, kan vi give jer en uvildig vurdering, så I ved, hvad I siger ja til. Vi arbejder hverken for eller imod overenskomster – vi arbejder for gode vilkår til branchen.
For mig er det helt afgørende, at vi er tæt på jer som medlemmer og kan tilbyde personlig rådgivning på jeres præmisser. Det er netop den uafhængighed og nærhed, der gør, at vi kan have medlemmernes interesser som vores eneste fokus – både når det gælder arbejdsgiverforhold og de politiske og erhvervsmæssige rammevilkår, der har direkte betydning for jeres hverdag.
Sammenlægningen af Horesta og Dansk Erhverv kommer ikke bag på mig, og derfor er vi også godt rustet til den nye situation, men kort sagt ændrer det ikke noget for DRC eller for jer som medlemmer. Vi fortsætter som en selvstændig brancheforening med fokus på restaurationsbranchen og på at skabe de bedst mulige vilkår for jer.
Mvh
Torben E. Hoffmann Rosenstock,
direktør Danmarks Restauranter & Caféer