Stor politisk aftale om yderligere genåbning kom på plads i nat. Det betyder, at branchen kan åbne for indendørsserveringen tidligere end forventet - allerede d. 21. april. Det sker med krav om brug af coronapas og bordbestilling. Derudover er der fastlagt en plan for udfasning af forsamlingsforbuddet.
I nat blev størstedelen af Folketingets partier enige om en ny plan for den resterende genåbning af landet. Det betyder, at landets restauranter, caféer, barer og værtshuse igen får lov til at åbne for både ude- og indendørsservering d. 21. april. Indenfor gælder krav om coronapas og bordbooking. Natklubber og diskoteker er ikke nævnt i aftaleteksten.
(De endelige) retningslinjer for udendørsserveringen
Intet arealkrav for udendørsservering
Udendørsarealet skal indrettes, så der kan holdes 1 meters afstand mellem gæster - i samme selskab må gæster indrette sig, som de ønsker
Intet krav om coronapas
Lukning kl. 23.00 (sidste udskænkning skal ske kl. 22)
Intet krav om mundbind/visir udendørs – med mindre gæsten skal anvende indendørsfaciliteter. Gæsten skal ikke fremvise coronapas.
Der skal holdes lukket i tidsperioden kl. 23-05
Retningslinjer for indendørsserveringen
Krav om bordbestilling og fremvisning af gyldigt coronapas
Ift. bordbestilling er DRC ved at afklare, hvad dette helt præcist betyder, og om det er tilstrækkeligt, at gæsten fx henvises til et bord ved ankomst. Vi holder jer opdateret, når vi ved mere.
Arealkrav på 2 kvm for siddende servering og 4 kvm på arealer, hvor gæster primært står op
Lukning kl. 23.00 (sidste udskænkning skal ske kl. 22)
Krav om mundbind/visir, når gæsten står op. Det gælder ligeledes personale.
Der skal holdes lukket i tidsperioden kl. 23-05
Her finder du skiltet 'Her skal du vise coronapas' til udprintning
Udfasning af forsamlingsforbuddet (Kilde: Justitsministeriet)
Forsamlingsforbuddet udfases, se udviklingen herunder.
OBS: For restauratører gælder, at de ikke kan tage imod selskaber på flere personer end det gældende forsamlingsforbud (=10 pers. indendørs d. 21. april). Man kan sagtens huse flere selskaber samtidig.
Hvordan udfasningen vil se ud for store begivenheder som festivaler og koncerter er stadig uklart. Ifølge aftaleteksten vil en ekspertgruppe i begyndelsen af næste uge se på, hvad der skal ske med store forsamlinger og arrangementer.