Vælg en side

Coronafrygt skaber behov for hjælp

1. december, 2021Politik

Der er intet til hinder for, at borgere og virksomheder indbyder til julefrokoster, afholder koncerter eller arrangerer rejser. Men når covid-19 nu atter kategoriseres som en samfundskritisk sygdom, må vi konstatere, at det desværre udløser en frygt, der medfører aflysninger af sociale arrangementer. 

Som restauratører, festarrangører, rejsearrangører og leverandører står vi dermed igen uforskyldt med udsigt til væsentligt lavere indtjening i december, som engang var en højsæson. Samtidig er vi udfordrede af, at vi dels skubber tidligere covid-19-gæld foran os og dels har bundet os til kontrakter med leverandører, som naturligvis er berettigede til deres betaling. 

Der er derfor et stort behov for, at regeringen melder klart ud til borgere og virksomheder, at de godt kan afholde deres arrangementer i julemåneden, blot de søger for, at gæsterne holder sig til Sundhedsstyrelsens covid-19-anbefalinger, som vi alle efterhånden kender så godt - eksempelvis kan julefrokoster sagtens afholdes i professionelle rammer med personale, der sikrer overholdelse af retningslinjer, spritter af og kontrollerer coronapas. 

Vi appellerer samtidig til, at regeringen går i dialog med os og andre brancher for at vurdere behovet for kompensationer, der kan sikre, at Danmark også har en attraktiv og samfundsøkonomisk givtig oplevelsesindustri på den anden side af covid-19. 

Hvis virksomheder oplever aflysninger på grund af covid-19, skal hånden naturligvis holdes under dem - det skal være muligt at få kompensation, hvad enten et omsætningstab forårsaget af covid-19 skyldes restriktioner eller frygt. 

Torben E. Hoffmann Rosenstock, Danmarks Restauranter og Caféer, Annette Hyldebrandt, HORESTA, Niels Hald, Bryggeriforeningen, Jakob Brandt, SMVdanmark, Lars Ramme Nielsen, Dansk Erhverv, Esben Marcher, Dansk Live, Lars Thykier, Danmarks Rejsebureau Forening, Maja Tini Jensen, KBH - Commerce & Culture, Jens Munk Ebbesen, Landbrug & Fødevarer, Claus Thomsen, Divisionsforeningen, Matthias Lumby Vesterdal, V.S.O.D. P.H. Jakobsen, Brancheforeningen af Musik og Underholdningsbureauer.

Vil du vide mere om

vores arbejde?