Vælg en side

DRC har fået medhold i Wolt-sag

27. august, 2026Branchen // Jura // Politik

Onsdag den 26. august 2026 modtog vi Konkurrencerådets afgørelse på den klage, som vi indsendte tilbage i september 2022. Efter knap fire års kamp, er vi utrolig glade for at kunne meddele, at vi har fået medhold i sagen. Det er en kæmpe sejr for takeaway-branchen. 

Få et tilbageblik på sagens begyndelse her

Nu har vi langt om længe Konkurrencerådets ord for, at Wolts praksis har været ulovlig, og at Wolt har misbrugt sin dominerende position på markedet.  

I en pressemeddelelse skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen:

”Konkurrencerådet har afgjort, at Wolt Danmark har overtrådt konkurrenceloven ved at misbruge sin dominerende stilling på tre forskellige måder. Wolts adfærd har gjort det svært for konkurrerende måltidsplatforme at vinde markedsandele. Samtidig har Wolt påtvunget restauranterne urimelige vilkår”

DRC har aldrig været tvivl om, at der var brug for mere fair konkurrencevilkår, og at det var en vigtig kamp at kæmpe og holde fast i. Og det føles fantastik, at vi nu har en afgørelse, der bekræfter det. 

Afgørelse er et helt afgørende skridt mod bedre konkurrencevilkår for restauranterne: 

”Med afgørelsen sættes der nu en klar linje for, hvor stor indflydelse udbringningstjenester må have på prissætningen på markedet for take away. Det er positivt, at der nu, ligesom på bookingplatformene for hoteller, er kommet klare retningslinjer, så de erhvervsdrivende selv kan bestemme, hvordan de vil prissætte deres produkter”, udtaler DRC’s direktør, Torben Hoffmann Rosenstock. 

Restauranterne får nu større frihed og bedre vilkår. Samtidig åbner afgørelsen et nyt kapitel i sagen. Wolt skal nu informere restauranter på deres platform om afgørelsen. Og Konkurrencerådet vil indbringe sagen for domstolene med henblik på en bøde for overtrædelsen. 

”Vi vil i den kommende tid vurdere, hvilke retlige konsekvenser det vil kunne medføre, at WOLT har betjent sig af forretningsbetingelser, som er i strid med konkurrenceretlige regler, og som har kostet på indtjeningen hos mange af vores restauratører.” - Torben Hoffmann Rosenstock. 

FødevareWatch har skrevet om sagen her

Vil du vide mere om

vores arbejde?