Vælg en side

DRC vil kæmpe for 1:1 kompensation, en mulighed for selv at lukke ned samt skattefri gavekort

17. december, 2021Politik

Branchen er sendt ud i vinteren på sommerdæk uden at have saltet vejene. Det går simpelthen ikke. Med anbefalingerne om at aflyse sociale sammenkomster, julefrokoster mv. og restriktioner på åbningstid og flere på vej, nedlukker man de facto branchen uden fuld kompensation. Derfor sender Danmarks Restauranter og Caféer en kraftig appel til ministre, ordførere og embedsværk:

1) Giv branchen mulighed for dvale med fuld kompensation
Branchen har allerede oplevet en kraftig omsætningsnedgang, og der er mere end 44% af medarbejderne, der enten sygemelder sig eller har været nærkontakt hver eneste morgen. Manglen på hænder, anbefalinger til at aflyse julefrokost og rækken af restriktioner, der nu ser ud til at blive udvidet, kan man simpelthen ikke skabe et forretningsgrundlag på.

Derfor skal hele branchen have muligheden for at indtræde i dvale med fuld kompensation. De virksomheder, der ønsker at holde åbent under gældende retningslinjer, kan vælge at gøre det, men resten skal have mulighed for at gå i dvale allerede nu med fuld kompensation for hver eneste tabte krone.

2) Suspendér afdrag på gæld til staten
Branchen er udfordret på forskellige niveauer i forhold til likviditeten, men fælles for alle er den enorme gæld den skubber foran sig. Nattelivet har været lukket i 18 måneder og genåbnet i 3 måneder, for så igen at blive lukket ned uden udsigter til, hvornår en genåbning igen er realisérbar. Restauratørerne og overnatningsvirksomhederne har oplevet tre hele og delvise nedlukninger, en akut mangel på arbejdskraft, der ramte omsætningen, og kan nu se frem til øgede restriktioner og en potentiel de facto-nedlukning af branchen.

Så hvordan skal branchen i disse uger gå ned i banken og anmode om lån til lønninger eller henstand for deres banklån? Alle skal de tilbagebetale samlet 17,4 milliarder til statskassen startende fra april 2022 og med en rente på 8,73%. Der er behov for en omgående suspendering af den nuværende ordning og en drøftelse af alternative afdragsordninger på niveau med rejsebureauforeningerne.

3) Sæt det skattefri gavekort på finansloven
Branchen har i 2021 haft mulighed for at udbyde gavekort til oplevelser på samme niveau som fysiske gaver under loven om personalegoder, den ordning skal forlænges. Med de mange aflysninger af julefrokoster i år og udsigten til en lang gældsperiode, håber vi, at finansministeren vil genbesøge mulighederne for at give restauratører og hoteller muligheden for at indhente en lille del af det enorme tab de har lidt over de sidste to år.

Vil du vide mere om

vores arbejde?