Uber Eats er kommet til Danmark, og DRC byder dem varmt velkommen.
Flere leveringsmuligheder betyder nemlig, at Wolt langt om længe får konkurrence. En konkurrence, som har manglet, og som forhåbentlig kan danne grundlag for et sundere marked med mulighed for bæredygtige forretningsgrundlag.
Uber Eats lancerer deres leveringstjeneste i København og snart også i Aarhus og Odense. De går offensivt ind på det danske marked med en aftale om at overtage kunder fra Just Eat.
DRC’s juridiske direktør, Sabine Boiskau Andersen, har udtalt sig om sagen til Politiken. Her siger hun bl.a.:
”Vi ser det som utrolig positivt, at der nu kommer en ny spiller på markedet. Det er der hårdt brug for. Vi mener at Wolt har fået en markedsdominerende position efter at Just Eat har annonceret, at de vil trække sig fra det danske marked”.
Samtidig understreger Sabine, at det sunde marked på længere sigt også afhænger af: ”om konkurrencen reelt bider sig fast, ellers risikerer man et marked med færre aktører, højere priser og mindre valgfrihed”.
Tak til Politiken og Michael Olsen for også at belyse branchens perspektiv.