Vælg en side

EU lander aftale om forbud af engangsemballage på restauranter og caféer

5. marts, 2024Bæredygtighed // Branchen // Politik

Plastik, pap eller anden engangsemballage vil fra 2030 ikke længere omslutte maden på restauranter og caféer eller ved take-away. Det fremgår af en ny foreløbig aftale indgået mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet mandag. Aftalen afventer nu en formel vedtagelse af begge institutioner. Bl.a. skal lovteksten først stemmes igennem Europa-Parlamentet, før den kan træde i kraft.

Målet er at tackle stigningen i emballageaffald, der genereres i EU, og samtidig harmonisere det indre marked for emballage og sætte skub i den cirkulære økonomi. Emballageforbruget i EU er steget fra 66 millioner tons i 2009 til 84 millioner tons i 2021. Hver europæer genererede 188,7 kg emballageaffald i 2021, et tal, der forventes at stige til 209 kg i 2030 uden yderligere tiltag. 

Hvordan rammer forslaget restauranter og caféer?
Ifølge aftalen vil visse engangsplastemballager blive forbudt fra 1. januar 2030, og forbuddet vil primært gælde emballager til fødevarer og drikkevarer, der påfyldes og indtages på caféer og restauranter. Man skal også gratis tilbyde kunderne at få takeaway kaffen eller salaten i deres egen kop eller beholder, og der indføres genbrugsmål for takeaway emballager. Forslaget forholder sig ikke til hvorvidt det indebærer udfordringer for hygiejne og kundeforhold, at man kan medbringe sine egen kop eller beholder.

Mindst 90 % af engangsplastik- og metaldrikbeholdere (op til tre liter) skal indsamles separat for genbrug inden 2029 (pant-retursystemer). Det er ikke kun engangsemballage, der omfattes reglerne, men også forbud mod specifikke indpakninger i engangsplast til uforarbejdet og frisk frugt og grønt, de små shampooer og sæber, man kan tage med fra et hotelophold, og plastikindpakning af kufferter i lufthavne.

Derudover bliver medlemslandene forpligtet til at tilskynde restauranter, kantiner, barer, caféer og cateringtjenester til at servere postevand, hvor det er tilgængeligt, i et genanvendeligt eller genbrugeligt format. Forslaget vil sandsynligvis indebære, at der etableres et dansk system for genbrugsemballager til takeaway. 

DRC bakker op omkring forslaget, men opfordrer til ensartet implementering
DRC anser formålet med den nye forordning som nødvendig for at få nedbragt det unødvendigt store forbrug af emballager. Det er vigtigt med en harmonisering på tværs af EU, som kan sætte skub i emballageindustrien. Forordningen er nødvendigt for at få udviklet nye emballagetyper, der kan understøtte grønne emballageløsninger.

De nye emballageregler er derfor positive og kan på sigt hjælpe selv små virksomheder til at komme ombord med brugen af mere grønne emballageløsninger. Det kan være en uoverskuelig opgave for en café eller restaurant at påvirke designet af egne emballager. Her er der brug for at de store emballageproducenter viser vejen og gør det nemmere og billigere at vælge de miljøvenlige emballageløsninger.

DRC vil i den nærmeste tid gennemgå detaljerne i aftalen og vurdere konsekvenserne for branchen.

Kontakt Klima og Fødevarepolitisk chef Jakob Zeuthen for yderligere information:  
T. 71 92 17 47  
jaz@thehost.dk

Vil du vide mere om

vores arbejde?

Danmarks Restauranter & Cafeer, DRC, er restauratørernes brancheorganisation, som tilbyder medlemskab til alle danske restauranter, cafeer, barer, diskoteker, hoteller og overnatningssteder m.m.