Den 1. marts skal der indberettes moms for de virksomheder, der afregner halvårligt, og dem, der afregner kvartalsvist. Husk at indberette til fristen, så du undgår rykkere og gebyr.
Mange glemmer det: Husk også at indberette 0
Du skal også indberette moms, selvom din virksomhed ikke har haft køb eller salg i momsperioden. Du skal da indberette 0 kr. (nulindberetning). Indberetter du ikke, laver vi et midlertidigt skøn (foreløbig fastsættelse). Det koster 800 kr. i afgift.
Heldigvis er der hjælp at hente på skat.dk/huskmoms , hvor du kan:
- downloade momskalenderen: så har du altid styr på fristerne.
- få hjælp til momsindberetningen, se vores guides
- lære om gode momsvaner.
Indbygget kontrol i TastSelv-moms
Når du indberetter moms på skat.dk/tastselverhverv, kan du opleve at få nogle kontrolspørgsmål, som du skal svare på og evt. rette op på. Fx vil du få et kontrolspørgsmål, hvis vi kan se, at der er uoverensstemmelse mellem din igangværende momsindberetning og din indberetning i andre systemer, som fx systemet EU-handel for køb og salg.
Kontrollen betyder, at du med det samme kan rette eventuelle tastefejl og andre fejl, som du måtte have lavet. Mange virksomheder og revisorer, der har hjulpet os med at teste systemet, har set det som en stor hjælp.
Du kan læse mere om Skattestyrelsens kontrolarbejde på skat.dk/skattekontrol