Ved visning af VM-kampene er der tre ting, du skal være opmærksom på, inden du tænder for skærmen, og dem får du her.
1) Husk tilladelse til at vise TV
Måske har du allerede et TV i din cafe eller restaurant, som underholder dine gæster. Uanset, om du vælger at vise VM-kampe på dit eksisterende TV eller en storskærm, så skal du have tilkaldelse fra Copydan, som varetager aftaler om offentlig visning af TV. Du kan kontakte Copydan her.
2) Husk tilladelse til at vise VM-kampe
Når du har din tilladelse fra Copydan til at vise TV offentligt, skal du dernæst huske at købe rettighederne til at vise de enkelte VM-kampe. Bemærk, at DR og TV2 deler rettighederne til visning af VM-kampene. Derfor skal du kontakte den broadcaster, der viser de kampe, du ønsker at vise hos dig.
3) Husk tilladelse til rettighederne af lydsiden
Når du har købt rettigheder til at vise VM-kampene skal du – sidst men ikke mindst – have en musiklicens, der dækker rettighederne til lydsiden – dvs. rettighederne til den musik, der spilles før/under/efter kampen, i reklamepauser osv. Hvis du i forvejen spiller baggrundsmusik, har du sikker en musiklicens fra Koda, og så behøver du ikke gøre mere. Hvis ikke du har en musiklicens, skal du kontakte Koda på kunde@koda.dk.
Når du har tilladelserne i hus, så tænd for skærmen, inviter gæsterne ind i varmen og hep på Danmark.