Nationalbankens anbefalinger
Nationalbanken anbefaler, at du som restauratør forbereder dig på situationer, hvor en eller flere af dine betalingsløsninger ikke virker i en kortere eller længere periode.
Læg en plan
Det første du kan gøre er at lægge en plan for, hvordan du vil håndtere en situation, hvor du ikke kan modtage betaling som normalt. Det kan du gøre ved at:
- vurdere, om du har brug for alternative betalingsløsninger,
- overveje, om du skal tage i mod både betalingskort, kontanter og kontooverførsler,
- forberede dig på at modtage offline-kortbetalinger,
- sørge for at dine medarbejdere ved, hvordan de håndterer en situation, hvor der ikke kan modtages betalinger.
Hvordan modtager man offline-betalinger?
Det er smart at kunne modtage offline-kortbetalinger, hvis du mister internetforbindelsen, eller der opstår forstyrrelser i dit kortbetalingssystem. Og hvis du normalt modtager betalingskort, så anbefaler Nationalbanken, at du sørger for at kunne modtage offline-betalinger.
Det gør du ved at have tekniske løsninger til rådighed. Sørg for, at du har en løsning hos din betalingsudbyder, som kan modtage offline-betalinger.
DRC's samarbejdspartner Shopbox tilbyder i samarbejde med Nets mulighed for at modtale betalinger offline.
To former for offline-betaling
1. Lokal autorisation
Her sker der en lokal kontrol af kortets chip, som afgør om betalingen kan gennemføres. Denne type betaling har en forbrugsgrænse, som er fastsat af udstederbanken. Hvis grænsen er overskredet, kræver betalingen en online-forbindelse. Derudover kræver betalingsmetoden, at kortet sættes i terminalen, så chippen kan aflæses, og at kunden indtaster sin PIN-kode.
2. Udskudt autorisation
Her registreres betalingen i terminalen, men godkendes senere, når der igen er forbindelse. Der er ikke en øvre grænse, og da betalingen ikke kræver aflæsning af kortets chip, kan man også bruge kontaktløs og digitale wallets. Der er dog en større risiko for dig som modtager, da du først får endelig godkendelse, når der er online-forbindelse. Du kan derfor vælge at fastsætte en øvre beløbsgrænse.
Tre trin til offline betaling
- Undersøg dine muligheder hos din indløser og terminalleverandør, undersøg din risiko og dine omkostninger ved offline betaling, og find ud af om de bør begrænses.
- Sørg for, at din terminal kan sættes på offline-tilstand og lagre transaktioner i flere dage. Måske skal terminalens kapacitet udvides?
- Sørg for, at dine medarbejdere kender planen, kender til de forskellige betalingsmuligheder, kan vejlede kunder og kan sætte terminalen til offline-tilstand.
Det vil være dig som betalingsmodtager, der hæfter for betaling foretaget med udskudt autorisation, hvis det viser sig, at kundens kort er afvist, når din terminal igen har forbindelse. Der er altså en tabsrisiko, som du må opveje med det tab, der følger med ikke at kunne modtage offline kortbetalinger.
Læs mere på siden her.
Læs også Nationalbankens anbefalinger til erhvervsdrivende i fysisk handel.