På et bestyrelsesmøde i Danmarks Restauranter & Caféer, DRC, d. 30. januar 2024, blev der foretaget enkelte justeringer i bestyrelsen. Det har i noget tid været Ronni Lundegaards ønske at fratræde rollen som formand for bestyrelsen, da hans virksomhed kræver hans fulde opmærksomhed pt. I den forbindelse udtaler Ronni Lundegaard:
”Jeg ønsker at fratræde som bestyrelsesformand i DRC, da min virksomhed står overfor et større strategiskifte, som kræver min fulde opmærksomhed. Jeg er taknemmelig for den tillid der er blevet mig givet ved valget som formand og glæder mig til at følge udviklingen af DRC fremover.”
I bestyrelsen sidder dog erfarne kræfter klar til at tage over. Således overtager den mangeårige næstformand Mikele Volpi posten formand frem til næste generalforsamling, hvor der vælges ny formand, og som næstformand tiltræder mangeårigt bestyrelsesmedlem Dorthe Witting. Derudover bliver Ronni Lundegaard siddende i bestyrelsen som menigt medlem ligeledes indtil næste generalforsamling.