Det er med stor sorg, at vi har modtaget nyheden om vores kollega og ven, Jørgen Kønigshøfers, pludselige død i sit hjem i Israel i weekenden. Jørgen blev 72 år gammel.
Jørgen var, udover en højt skattet kollega, en enorm kapacitet hos Danmarks Restauranter & Caféer, DRC. Hans store viden om branchen og dens udfordringer, bygget op over en karriere på mere end 50 år, gjorde ham til en uvurderlig arbejdskraft i sekretariatet på Dr. Tværgade, hvor han stadig kom forbi, når ikke han arbejdede hjemmefra i Israel.
Direktør i DRC, Torben Hoffmann-Rosenstock har varme minder om sit samarbejde med Jørgen:
”Det var ikke muligt at distingvere mellem Jørgen som person og Jørgen som jurist. Jørgen havde altid sit hjerte med i alt, hvad han lavede. Med et utrætteligt engagement, et fantastisk blik for detaljer og sin store juridiske begavelse har Jørgen gennem mange år fungeret som en sikkerhedsplanke under branchen. Jørgen var modig som få, tog selv de sværeste kampe for branchen og var aldrig den, der forlod pladsen. Min sidste samtale med Jørgen var for nogle uger siden. Her fortalte jeg Jørgen, hvor glad jeg var for, at han var en del af DRC – Jørgen var ikke bare en kollega, han var også en god ven, som vil blive dybt savnet for såvel sin viden som for sit væsen.”
Også Vicedirektør i DRC Jeppe Herskind-Møller mindes Jørgen Kønigshøfer:
”Jørgen skulle omgås med en vis andægtighed, for hvis man ikke var vågen i hans nærvær, så ville hans altid skarpe og observante blik fange ethvert fejltrin. Jørgen var fagligt og ikke mindst som person en ener, hvis humor, hjælpsomhed og fantastiske selskab, jeg vil komme til at savne.”
Formand for Danmarks Restauranter & Caféer, DRC, Jacob Niebuhr:
”Som ung formand for Danmarks restauranter og cafeer, var Jørgen min tro væbner. Jørgen formåede at favne og støtte mig, således at jeg kunne blive en succes i min nye rolle. Jørgen, med hans umådelige store viden om branchen, gav mig støtte til en stejl læringskurve, som jeg skylder ham stort tak for. Jeg vil savne Jørgen meget, både fagligt og personligt - og ikke mindst hans knastørre humor.”
Jørgen Kønigshøfer efterlader sig en søn og en datter.