Københavns Kommune offentliggjorde i denne uge et nyt udkast til den omdiskuterede nattelivsplan, og denne gang er der stor lettelse at spore i branchen. På en række betydelige punkter afviger udkastet nemlig fra det forrige, »og det er særdeles positivt," udtaler sekretariatschef i DRC, Jeppe Møller-Herskind, til Berlingske.
I det gamle udkast var der lagt op til, at nattilladelser i store områder af byen som "klart udgangspunkt" ikke kunne blive forlænget. Det gjaldt både for overtagelser og ved fornyelser af bevillinger.
Men den del af udkastet er nu droppet. I det nye udkast forlyder det, at "praksis om stop" for nye nattilladelser er begrænset til middelalderbyen, der rummer det meste af Indre By. Denne gang gælder det imidlertid ikke for overtagelser og fornyelser. De kan altså, som udgangspunkt, fortsætte.
Jeppe Møller-Herskind, sekretariatschef i DRC, udtaler til Berlingske: "Jeg synes ikke, vi er i mål endnu, men jeg synes, at det er særdeles positivt. [...] Det ser ud til, at man ønsker at imødekomme nattelivet i en dialog i stedet for at fratage helt grundlæggende rettigheder til at drive virksomhed, og det er vi rigtig glade for. Dialog med det professionelle natteliv er en afgørende nødvendighed for succes i nattelivet."