Vælg en side

Pressemeddelelse: Dom udstiller kontantpligten – kontantreglen bør være frivillig

25. november, 2022Branchen // Jura

I dag er forbrugerombudsmanden netop udkommet med en pressemeddelelse omhandlende sag imod kaffekæden Original Coffee, hvor de er blevet idømt en bøde på 40.000 kr. for overtrædelse af kontantlovens §81, stk. 1 ved at nægte at tage imod kontanter i en periode på 4 måneder under Corona. Dybt kritisabelt, mener Danmarks Restauranter & Caféer (DRC), der opfordrer til kontantfrivillighed i stedet for pligt.

Selvom banker, borgerservice, onlineportaler og mange andre dele af samfundet udfaser kontanter eller aldrig har været forpligtet til at tage imod dem, så skal restauratører, iværksættere og små erhvervsdrivende tage imod de, besværlige og bureaukratiske kontanter. Ellers risikerer de en dom, som den Original Coffee netop har modtaget.

Selvom virksomhederne naturligvis skal følge loven, så er det er kritisabelt, at man vælger at ramme en virksomhed, der i en helt særlig situation og under en epidemi har forsøgt at beskytte sine medarbejdere.” udtaler Freja Brandhøj, Politisk Direktør i Danmarks Restauranter og Caféer.

Hos Original Coffee er man kede af dommen: ”Vi erkender naturligvis at have brudt loven, men vi vil samtidigt understrege, at vi udelukkende gjorde det af hensyn til vores medarbejdere. Vi gør meget for at skabe et trygt miljø at gå på arbejde i, og det, at vi fjernede muligheden for at betale med kontanter i den periode, var udelukkende med det for øje.” udtaler CEO og partner i Original Coffee, Jonas Skovsted-Overgaard.

Der er mange grunde til at gøre kontantreglen frivillig

DRC mener, at tiden er løbet fra tvang, og at der i stedet bør være en frivillighed omkring kontantpligten, så erhvervsdrivende selv kan vælge, om de vil tage imod kontanter eller ej.

Nationalbanken offentliggjorde i 2020 en analyse, der viser et drastisk fald i anvendelsen af kontanter, som viste, at hver 3. dansker slet ikke har kontanter på sig. Det er en fordobling siden 2017, så udviklingen går stærkt imod et mere kontantløst samfund.

Der mangler proportionalitet

Konsekvenserne ved ikke at modtage kontanter er, at man får Forbrugerombudsmanden på nakken, og det kan medføre politianmeldelser og betragtelige bøder. For ifølge Forbrugerombudsmanden er kontantreglen til for at beskytte de forbrugere, der vil betale med kontanter. DRC stiller sig uforstående overfor, at det kun er denne gruppe, der skal tilgodeses. Hvorfor ikke beskytte statens midler og virksomhedernes ansatte? Ifølge Nationalbanken koster kontante betalinger nemlig det dobbelte i statslig administration. Derudover er der hele sikkerheds- og gennemsigtighedsaspektet, som angår både de ansatte og virksomhederne.

Sådan er reglerne for kontant betaling i dag

Ifølge betalingsloven har betalingsmodtagere som udgangspunkt pligt til at modtage kontant betaling i tidsrummet fra klokken 06 til klokken 22, hvis de modtager betaling med f.eks. betalingskort og mobilbetaling via app.

Hvis ens virksomhed er beliggende i et udpeget område, som er særligt røveriudsat, så er det muligt at begrænse tidsrummet, hvor man er forpligtet til at modtage kontanter til klokken 06 til 20.

Reglen kan ikke omgås ved at skilte med, at man ikke tager imod kontant betaling eller frabeder sig kontant betaling, og heller ikke ved at undlade at have byttepenge. Kravet til landets butikker om at tage imod kontanter blev indført som en dansk særregel i 1984 samtidig med, at bankerne indførte dankortet som elektronisk betalingsmiddel.

Læs meget mere om vores holdninger til kontantfrivillighed her:

For mere info:

Freja Brandhøj, Politisk Direktør i DRC, 53689889

Jonas Skovsted-Overgaard, Partner & CEO i Original Coffee, 26702726

 

Vil du vide mere om

vores arbejde?