Det er med stor fornøjelse at vi nu kan afsløre, at Romy Andersen bliver ny politisk chef i Danmarks Restauranter og Cafeer. Romy har arbejdet i DRC de sidste par år og har dermed stort kendskab til både branchen og organisationen. Hun har haft ansvaret for den kommunalpolitiske interessevaretagelse, fødevareområdet og er nu klar til at tage roret for hele det politiske område.
Romy er uddannet cand.scient. pol, og har arbejdet på Christiansborg for Det Konservative Folkeparti, hvor hun blandet andet havde ansvar for talentudvikling, erhvervsklubben C-Business og for partiets organisationsudvikling. Hun har også været ansat i Danmarks Idrætsforbunds public affairs afdeling, hvor hun har arbejdet med kommunalpolitisk interessevaretagelse og haft ansvar for at skabe netværk, vidensdeling på tværs af kommuner i samspil med interessenter, forbund og foreninger.
”Romy har igennem de seneste par år indtaget en central rolle i udformningen af DRCs mærkesager, strategi og organisationsudvikling, og vi er glade for at hun også fremadrettet får en velfortjent og central rolle i sekretariatet”, siger Torben Hoffmann-Rosenstock, direktør i DRC.
”Jeg ser frem til at løfte vores politiske mærkesager og vigtigst af alt varetage vores medlemmers interesser, både landspolitiske som lokalt. Vi har de bedste medlemmer i branchen og dem, og hele branchen, er jeg beæret over at repræsentere og arbejde for”, udtaler Romy Andersen.