DRC får i disse dage mange henvendelser fra medlemmer, der er usikre på hvilke restriktioner, der - udover corona-passet - vil gælde ved genåbningen af henh. ude- og indeserveringen, d. 21. april og 6. maj.
Desværre har myndighederne endnu ikke givet afklaring på området. DRC har dog modtaget flere indikationer fra myndighederne på, at arealkravet ikke bliver de 7,5 m2 pr. gæst, som pt gælder, men væsentlig lavere.
DRC er blevet indkaldt til møde i sektorpartnerskabet den 7. april, og vi forventer at have afklaring derefter. På mødet vil vi arbejde for at sikre, at de restriktioner, som branchen var underlagt inden nedlukningen lempes eller løftes helt. Det gælder fx 22-lukningen og diverse afstands- og arealkrav.
Vi bringer opdateringer, lige så snart vi ved mere.