Vælg en side

Tak for i år og tillykke til Jatak-vinderne

26. maj, 2026Branchen // Event

Tak for i år

Over 40.000 mennesker lagde i weekenden vejen forbi Madens Folkemøde i Nykøbing Falster.

Årets møde bød på mere end 180 forskellige madoplevelser; fra debatter og workshops til smagninger. Madens Folkemøde skabte rammerne for samtaler om madkultur og fødevaresystemer og gav plads til både videndeling, madglæde og nye perspektiver på, hvordan Danmark kan udvikle sig som madland.

datoerne for 2027 er offentliggjort

Successen vil blive gentaget til næste år, hvor Madens Folkemøde vil blive afholdt den 20.-22. maj, igen i Nykøbing Falster. 

”Det har været stort at opleve opbakningen fra lokalmiljøet og madbranchen til både de vigtige debatter og til de mange nye indslag. Og så er vi virkelig glade for, at Madens Folkemøde i år har haft vokseværk på flere parametre. Fra antallet af besøgende til events i programmet og engagementet fra de lokale frivillige. I år var der eksempelvis mere end 180 oplevelser i programmet, 26 events organiseret af lokale ildsjæle og over 1000 stykker smørrebrød, der blev solgt til smørrebrødsfest på Torvet”.

Jeppe Bo Pedersen

Direktør, Madens Folkemøde

Fra mad til kultur

DRC var til stede på Madens Folkemøde, hvor vi blandt var til en spændende debat i Klosterkirken om mad og fællesskab. 

Det er et emne, der rammer noget helt centralt i vores madkultur. For selvom Danmark i dag er kendt for gastronomi i verdensklasse, oplever mange, at måltidet i en travl hverdag ofte bliver reduceret til noget, der hurtigt skal klares – fremfor et samlingspunkt for nærvær, fællesskab og gode samtaler.

Derfor mener vi, at debatter som denne er vigtige. Debatten satte fokus på, hvordan maden ikke kun handler om at blive mæt, men også om kultur, relationer og fællesskaber. Her spiller restauranterne en vigtig rolle, og vores medlemmer holder fanen højt. Når vi går ud at spise, samles vi om oplevelser, smage og samtaler. Det holder madkulturen i live.

I DRC oplever vi hver dag, hvordan restaurationsbranchen bidrager til at skabe rammerne for fællesskab og gode måltider. Samtidig håber vi, at den inspiration og nysgerrighed, som restauranterne skaber, også kan være med til at styrke madglæden hjemme omkring spisebordene.

Tak for en vigtig debat.

PRESSEFOTO: Madens Folkemøde

vinderne af Jatak-prisen

Sidst men ikke mindst, blev vinderne af Jatak-prisen også kåret under årets Folkemøde.

PRESSEFOTO: Madens Folkemøde

stort tilykke til:

Årets Konfliktmaestro
- Sofia Aelberry fra Sydhavnens vinbar.
Sofia blev fremhævet for sin store loyalitet, sit ansvar og sin evne til at skabe ro og stabilitet omkring sig. Hun repræsenterer en ny generation i branchen, som tager faget seriøst og bidrager til en sund arbejdskultur.

Årets Maskinist
- Kamilla Thorsen fra Kreaknud.
Kamilla får det hele til at hænge sammen. Med overblik, energi og stærke samarbejdsevner skaber hun struktur og flow i hverdagen, også når tempoet er højt.

Årets Holdånd
- Mathias Bergdahl fra Kurhotel Skodsborg.
Mathias har en evne til at samle mennesker og skabe fællesskab både på og udenfor arbejdspladsen. Han bidrager med overskud, nærvær og en holdånd, der smitter.

Årets Leder
- Sten Hansen fra Christians Færgecafé.
Sten repræsenterer glæden ved branchen og viser, at godt lederskab også handler om nærvær, værtskab og menneskelighed. Han er drevet af passion og lysten til at skabe gode oplevelser, både for gæster og medarbejdere.

Årets Stjerne
- Freja Emilie Mose fra Restaurant Ri10.
Freja bliver hyldet for sit mod, sin energi og sin vilje til at tage ansvar tidligt i karrieren. Hun tør udfordre normerne og gå forrest med stor dedikation til faget.

Årets Opvasker
- Taifur Rahman Raju fra Gro Spiseri.
Taifur er stabil, hjælpsom og imødekommende. Han løfter ikke bare sit eget arbejde, men bidrager også til stemningen og fællesskabet i hele restauranten.

Vil du vide mere om

vores arbejde?